Aktier/åbning: Genmab og Vestas trækker ned

Udgivet den 09-12-2019  |  kl. 09:19  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked er efter ti minutters handel mandag faldet lidt tilbage fra fredagens rekordhøje niveau for C25-indekset, og særligt Genmab og Vestas trækker ned i det samlede regnskab.

Forude venter en uge med store begivenheder med fortsat stor opmærksomhed om forhandlingerne mellem USA og Kina om en handelsaftale.

- Der er udsigt til en begivenhedsrig uge, hvor handelsforhandlingerne igen kommer i fokus, men der er også rentemøder i både Fed og ECB, ligesom det britiske valg løber af stablen, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.

Efter fire dage i træk med stigninger ligger eliteindekset ved 9.10-tiden 0,2 pct. lavere i 1237,45, efter at indekset i de første minutter ellers var oppe at runde 1243,75.

GENMAB DELTAGER PÅ KONFERENCE

Genmab er i fokus på grund af en stor konference i USA, og selskabet præsenterer natten til tirsdag her nyt fra sin forskning og udviklingsafdeling i forbindelse. I forbindelse med mødet har Bristol-Myers Squibb og partneren Bluebird fredag fremlagt positive resultater med et middel mod knoglemarvskræft, der potentielt kan blive en form for konkurrent til Genmabs Darzalex.

Midlet bygger på en nyere teknologi - CAR-T - hvor patientens egne celler genmanipuleres og styrkes til at bekæmpe kræften. Analytikere har dog tidligere vurderet, at midlet fra Bluebird næppe udgør en stor risiko for Darzalex. Det skyldes blandt andet, at det ventes at blive et ret dyrt alternativ, ligesom det kan tage flere år at udvikle til brug i de første linjer af behandling, som patienten modtager.

Genmab-aktien har startet ugen i bunden af C25 med et fald på 1,7 pct. til 1586,50 kr.

Vestas trækker også ned med et fald på 1 pct. til 661,20, uden at der er nyt fremme om selskabet, mens Chr. Hansen topper med en stigning på 0,9 pct. til 535,40 kr., ligeledes uden selskabsspecifikt nyt.

NETCOMPANY HÆVET TIL KØB

Uden for eliteindekset ligger Netcompany 0,8 pct. højere i 312,20 kr. Fredag efter børslukketid kom det frem, at SEB har hævet anbefalingen af Netcompany til "køb" fra "hold". Finanshuset hæver desuden kursmålet til 345 kr. fra 300 kr., viser data fra Bloomberg News.

SAS er igen større end Norwegian, viser de seneste trafiktal fra de to flyselskaber ifølge branchemediet Check-in. SAS var længe det ubestridt største af de to, men i starten af 2017 overhalede Norwegian SAS efter flere års voldsom vækst drevet af massive investeringer i nye fly og ruter.

Fredag faldt SAS-aktien med 4,1 pct. - og mandag dykker den yderligere 3,7 pct. til 11,16 kr.

Astralis har første børsdag på minibørsen First North. Over 7000 aktionærer har tegnet aktier til 8,95 kr., og efter ti minutters handels aktien i stort set samme niveau.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder