Aktier/åbning: ISS' blandede takter straffes i ellers grøn start
ISS' regnskab bliver torsdag modtaget negativt af investorerne, der både har skullet forholde sig til en øget udlodning og en positiv organisk vækst, men også et skuffende overskud i andet halvår.
Mens servicekoncernen sendes godt ned i C25, er stemningen anderledes positiv hos et flertal af eliteaktierne.
Fremgangen i C25 på 0,8 pct. til 1907,61 følger et regnskab fra den amerikanske teknologigigant Nvidia i onsdagens eftermarked. Her formåede selskabet, der er blevet synonym med hele bølgen for kunstig intelligens, at overgå markedets forventninger.
Den gode stemning når også ud i Europa, hvor det brede Stoxx 600-indeks har kurs mod rekord, og i USA er der udsigt til stigninger på 0,3-1,7 pct., når markedet åbner klokken 15.30.
ISS ØGER UDLODNINGEN
Servicekoncernen ISS leverede i andet halvår af 2023 blandede takter. For mens den organiske vækst var bedre end ventet af analytikerne, var både indtjeningen og den rapporterede bundlinje negativt påvirket af engangsomkostninger forbundet med frasalget af selskabets franske forretning.
Investorerne hæfter sig øjensynligt ved de negative aspekter i regnskabet. Aktien falder 7,5 pct. til 128 kr. i den indledende handel.
Toplinjen voksede organisk med 8,1 pct. i andet halvår mod ventet 7,4 pct., mens driftsresultatet, EBITA, før særlige poster endte på 1945 mio. kr. mod anslåede 2045 mio. kr.
Overskuddet efter skat lød på 880 mio. kr. mod ventet 1278 mio. kr.
ISS har dog også iværksat et aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr. og hævet udbyttet til 2,3 kr. per aktie fra 2,1 kr.
I 2024 venter ISS en organisk vækst på 4-6 pct., en driftsmargin på over 5 pct. og frie pengestrømme for 1,8 mia. kr. Det er helt i tråd med servicekoncernens langsigtede målsætning.
NYT BLANDT SIDEPAPIRERNE
Også uden for C25 er der torsdag flere regnskaber at tage bestik af.
MT Højgaard Holding venter i 2024 fremgang på både toplinjen og driftsposten.
Det fremgår af selskabets regnskab for 2023. Toplinjen ventes at vokse til 10.000-10.500 mio. kr. fra 9788 mio. kr. i 2023, mens driftsoverskuddet, EBIT, ses bedret til 400-425 mio. kr. fra 389 mio. kr.
I 2023 voksede bundlinjen dertil til 305 mio. kr. fra 231 mio. kr. året før.
Aktien stiger 4,1 pct. til 138,50 kr.
Bioporto venter i 2024 en vækst til 40 mio. kr. på toplinjen fra et øget salg af selskabets NGAL-test. Det justerede driftsunderskud, EBITDA, ventes i niveauet 75-90 mio. kr. som følge af højere omkostninger forbundet med markedsføring og nye kliniske studier.
I 2023 landede omsætningen på 31 mio. kr. og det justerede driftsunderskud på 56 mio. kr., viser det foreløbige regnskab torsdag.
Biotekselskabet planlægger desuden salg af nye aktier for cirka 20 mio. dollar i 2024 og 2025.
Bioporto falder 6,5 pct. til 1,90 kr.
I dagens løb venter fortsat årsregnskab Hvidbjerg Bank, mens Noble først løfter sløret for udviklingen efter børslukning.
REGNSKABSEFTERSPIL
NKT har efter sit årsregnskabet onsdag fået hævet kursmålet hos flere børshuse, mens Danske Bank har sænket anbefalingen.
Den lyder nu på "hold" fra "køb", mens kursmålet hæves til 560 kr. fra 550 kr. Hos SEB er kursmålet hævet til 600 kr. fra 560 kr. af SEB, og anbefalingen "køb" gentages. Også Nordea har hævet kursmålet, der nu lyder på 580 kr. fra 530 kr. - ligeledes med anbefalingen "køb".
Kabelproducenten handles uændret til 523 kr.
FLSmidth har efter sit endelige regnskab for fjerde kvartal og hele 2023 onsdag fået hævet anbefalingen og kursmålet hos ABG Sundal Collier.
Anbefalingen er nu "køb" mod tidligere "hold", og kursmålet er sat til 350 kr. fra 320 kr.
Aktien stiger 1,4 pct. til 312,40 kr.
Novo Nordisk har fået hævet kursmålet til 775 kr. fra 725 kr. hos franske BNP Paribas. Anbefalingen er uændret "neutral".
Aktien stiger 2,0 pct. til 847,10 kr.
Better Collective og Brødrene A&O Johansen fremlagde begge årsregnskab med nyt om forventningerne til 2024 efter børslukning onsdag.
Sportsmediegruppen bakker 8,4 pct. til 187,40 kr. trods en forventning om tocifret vækst for både omsætningen og indtjeningen i indeværende år. Samtidig falder A&O 6,4 pct. til 67,80 kr. på udsigten til tilbagegang fra en haltende aktivitet.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›