Aktier/åbning: Mindre stigning fra morgenstunden
Det danske marked åbner onsdag op med en pæn stigning, målt på C20-indekset, der stiger 0,5 pct. til 433,55 point efter 20 minutters handel.
Dermed er Danmark på linje med resten af Europa, hvor de fleste af de større indeks også stiger i størrelsesordenen 0,3 til 0,8 pct.
I toppen findes FLSmidth, der stiger 1,6 pct. til kurs 312. Det kan være hjulpet på vej af børshuset Kepler, der onsdag morgen løfter sin anbefaling på flere af verdens største cementproducenter, blandt andre Lafarge, Heidelbergcement og Holcim.
Også Coloplast er med i toppen, på dagen hvor det store danske medicoselskab afholder kapitalmarkedsdag i London. Tirsdag steg Coloplast-aktien mest af alle C20-aktier - det kan være tegn på, at nogle forventede gode takter fra dagens møde, påpegede analytikere, og tendens fortsætter onsdag. Aktien stiger 1,6 pct. til 1043 kr.
Carlsberg er i fokus på hele tre fronter. Først og fremmest, fordi selskabet sent tirsdag løftede sløret for en investering på 4 mia. kr. i det sydvestlige Kina, hvor Carlsberg vil bygge sit næststørste bryggeri med en kapacitet på samlet 10 mio. hektoliter. Aftalen skal underskrives fredag i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark.
- Besøget af Kinas præsident er uhyggeligt vigtigt for os og for danske virksomheder, sagde koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen i forbindelse med offentliggørelsen af projektet.
Samtidig får Carlsberg-aktien løftet sin anbefaling hos analytikerne i Nordea, som både sætter et højere kursmål på 525 kr. (tidligere 510 kr.) og nu anbefaler "køb" mod tidligere "hold". Der er da også knap 25 pct.s kurspotentiale, hvis Nordeas kursmål holder stik.
Endelig var Rusland tirsdag aften i aktion til EM, og spillede sig med et uafgjort resultat mod Polen relativt tæt på kvartfinalerne. Hvis det russiske hold undgår at tabe sin sidste kamp mod Grækenland - puljens bundhold i øjeblikket - er det videre i turneringen, hvilket kan være særdeles positivt for Carlsbergs ølsalg på det store russiske marked. Aktien ligger i den nedre ende af C20-indekset, men stiger trods alt 0,7 pct. til kurs 425,40.
Novo Nordisk har også været i søgelyset de seneste dage grundet den vigtige diabeteskonference i USA, hvor både Novo og konkurrenterne har slået på tromme for deres respektive produkter. Novos aktiekurs faldt fredag op mod konferencens start, også påvirket af forsinkelsen af myndighedernes godkendelse af Tresiba (tidl. Degludec), men aktien indhentede det tabte mandag og tog endnu et lille spring opad tirsdag. Konferencen sluttede tirsdag aften, så de seneste nyheder kan stadig nå at påvirke aktien. Indtil videre er den dog uændret i kurs 808.
Vestas trodser analytikernes skepsis og lægger sig med i spidsen af C20-indekset. Onsdag sænker Nordea ellers sit kursmål på vindmølleaktien til 40 kr. fra tidligere 50 kr. Det kommer oven på en tirsdag, hvor aktien dykkede under 30 kr. for første gang i mere end ni år. Samtidig viste en opgørelse fra Ritzau Finans, at Vestas-aktien med sit dyk på mere end 50 pct. siden nytår er blandt de allerdårligste i sin kategori. Kun den spanske rival Gamesa har haft en dårligere udvikling i 2012, mens både de kinesiske og indiske konkurrenter har klaret sig relativt bedre.
Det går dog bedre onsdag morgen, måske hjulpet af nyheden om, at Vestas har solgt sin tårnfabrik i Varde til kinesiske Titan Wind Energy. Aktien stiger 1,5 pct. til kurs 30,14.
SAS får en sjælden tommel op onsdag i kraft af en købsanbefaling fra amerikanske Citigroup. Det gør Citigroup til den eneste af 12 analytikere, der anbefaler køb af SAS-aktier ifølge data fra Bloomberg. Den nuværende kurs på 4,55 kr. er den laveste nogensinde, og Citigroup venter en bedring, da restrukturering og lavere oliepriser burde føre til en bedring i 2013 og 2014. SAS-aktien letter med 4,2 pct. til kurs 4,74.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›