Aktier/åbning: Samlet rød start trods banker og Pandora i grønt

Udgivet den 13-09-2019  |  kl. 09:29  |  
Pandora - Smykker

Det danske aktiemarked er fredag åbnet med små fald, hvor Novo Nordisk og Lundbeck er blandt taberne i et marked, som torsdag var på en mindre rutsjebanetur efter pengepolitiske lempelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

Både i Danmark og i resten af Europa steg aktiekurserne først på eftermiddagen torsdag, efter at ECB præsenterede en stor lempelsespakke, men den positive stemning ebbede ud i løbet af eftermiddagen, og markedet endte med et lille fald.

Fredag morgen er stemningen ikke videre positiv, og efter godt ti minutters handel ligger det danske eliteindeks, C25, 0,2 pct. lavere i 1146,92.

BANKER I FOKUS EFTER RENTEHUG

I fredagens marked, der er fattigt på selskabsspecifikke danske nyheder, er der fremgang for bankerne, der kan blive påvirket af torsdagens rentebeslutninger i Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken.

Begge sænkede deres indlånsrenter med 0,1 pct.point., og torsdag reagerede Nordea med en tilsvarende nedsættelse af indlånsrenten for sine erhvervskunder.

Fredag morgen stiger statsrenterne herhjemme trods torsdagens rentestigning pænt, og det smitter også positivt af på bankerne.

I toppen af C25-indekset ligger Danske Bank, der rykker sig 1,6 pct. til 102,60 kr.

Jyske Bank kommer efter med med en stigning på 1,4 pct. til 209,60 kr. og Nordea ser fredag morgen en fremgang på 1,3 pct. til 49,22 kr.

ANALYSEÆNDRINGER FÅR OPMÆRKSOMHED

Pandora har fået sænket anbefalingen af Jyske Bank, der skærer til "hold" fra "køb" efter pæne stigninger over den seneste periode.

Aktien stiger dog med 1,2 pct. til 306 kr. fredag morgen.

For anden gang i ugens løb kan Genmab desuden glæde sig over en hævet anbefaling af selskabets aktie fra et af de store internationale finanshuse.

Bank of America - Merill Lynch har valgt at løfte anbefalingen af aktien til "køb" fra "neutral" og aktien stiger med 0,3 pct. til 1379 kr. fredag morgen.

Tidligere på ugen valgte analytikerne hos JPMorgan også at hæve anbefalingen af Genmab-aktien.

LUNDBECK OG NOVO TAGER IGEN BUNDEN

Fredag morgens bundskrabere er medicinalselskaberne Novo Nordisk og Lundbeck, der falder med henholdsvis 1,3 pct. til 337,95 kr. og 1,5 pct. til 238,50 kr.

De to var tidligere på ugen hårdt ramt af den sektorrotation mod mere cykliske aktier, der præger markedet i denne uge.

Det ser igen ud til at være tilfældet fredag, hvor de to i øvrigt kan notere sig justerede kursmål hos Bank of America - Merrill Lynch.

For Novo Nordisk løftes kursmålet til 400 kr. fra før 355 kr., mens det for Lundbeck nu sættes til 230 kr. fra tidligere 270 kr.

MÆRSK KAN IGEN NOTERE FALDENDE RATER

Mærsk, der i ugens løb har nydt godt af sektorrotationen, fik torsdag de seneste indikationer for rateudviklingen for containertransport med de seneste data fra SCFI, Shanghai Containerized Freight Index.

I indeværende uge viste indekset et ratefald på 5,1 pct. i Asien/Europa-ruterne, som er de vigtigste for Mærsk, der er markedsleder her. Det overordnede indeks faldt 3,7 pct. i denne uge.

Mærsks B-aktie stiger alligevel med 0,3 pct. til 7980 kr. fredag morgen.

Derudover falder Vestas-aktien marginalt med 0,1 pct. til 553,20 kr.

Selskabet er indirekte ramt af en udskydelse af det amerikanske offshore vind-projekt Vineyard Wind i Massachusetts, som næppe vil starte før andet kvartal 2020.

MHI Vestas Offshore er udpeget som foretrukken leverandør af møller med en samlet kapacitet på 800 megawatt til projektets første fase.

I regnskabsregi byder fredagen på tal for andet kvartal af det skæve regnskabsår 2018/19 fra ejendomsselskabet Agat samt tal for fjerde kvartal 2018/19 fra Rovsing.

De europæiske finansministre starter fredag et uformelt møde i Helsinki, der forsætter lørdag.

Fredag er flere af de europæiske centralbankschefer desuden til stede. Det kan tage fokus efter ECB's klare ønske om finanspolitiske tiltag fra de enkelte medlemsstater i meldingerne efter torsdagens rentenedsættelse.

/ritzau/FINANS

Mads Sejer Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,71%
 
20/09/19

 
7,91%
 
20/09/19

 
7,71%
 
20/09/19

 
4,22%
 
20/09/19

 
3,24%
 
20/09/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder