Aktier/åbning: Vestas viser vejen
Vestas-aktien snurrer lystigt onsdag morgen efter at have vist gode takter i forhold til selskabets forvandling til en mindre omkostningstung og konkurrencedygtig virksomhed. Vindmøllekoncernen har lagt sig i toppen af det danske aktiemarked med stigning på 6,2 pct. til 56,2 kr.
Det sker efter et kvartalsregnskab, hvor Ditlev Engel leverer på hele tre vigtige punkter i regnskabet. Det gælder for ordreindgangen, der er bedre end ventet, antallet af ansatte, der falder og indikerer, at restruktureringen fortsætter på sporet, samt vigtigst de frie pengestrømme, der er markant bedre end ventet, og viser at de mange greb Vestas har taget om forretningen også virker.
- Cash flowet er den store stjerne i det her regnskab. Jeg var på forhånd mere positiv end konsensus og troede på deres lagerstyring, og det viser sig virkeligt at slå igennem, konstaterer analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen.
Vestas frie pengestrømme udgjorde i første kvartal minus 60 mio. euro, hvilket var en klar forbedring fra året før, hvor Vestas bandt 295 mio. euro i halen af sin forretning. Det var samtidig markant bedre end de frie pengestrømme på minus 213 mio. euro, som analytikerne forudså ifølge Bloomberg News.
- Jeg mener, at aktien bør stige på regnskabet. Vi har haft en kanonstigning inden regnskabet, men det indikerer, at Vestas virkeligt kan få et positivt cash-flow for indeværende år, og virkeligt kæmpe sig ud af problematikken omkring deres kapitalbase. Det er ikke fordi, vi ikke tror, at de ikke ønsker at hente en større investor for at styrke sig, men Vestas vil ikke være pinedød tvunget til det mere, mener Michael Friis Jørgensen.
Vestas regnskab kommer på en generelt positiv aktiedag. C20 Cap-indekset indleder med en stigning på 0,7 pct. til 578,01 efter fremgang til 18 af de 20 indeksmedlemmer
Carlsberg stiger yderligere 1,5 pct. til 565 kr. efter en stigning på 1,6 pct. tirsdag, hvor bryggeriets regnskab viste positive takter og høstede positiv omtale. Flere medier udråbte efter regnskabet Carlsberg som kvartalets vinder blandt ligemænd.
Danske Bank er havnet på forsiden af Børsen, fordi banken er fuldstændig banket i bund i en imageanalyse. Danske Bank indtager bunden blandt de 40 mest synlige brands og har oplevet det største fald i analysens historie. Danske Bank-aktien virker uberørt at imageanalysen og stiger med 1 pct. til 104,6 kr. fra åbningen. virker dog steg tirsdag 1,8 pct. til 103,6 kr.
Fra regnskabsfronten er der onsdag morgen kommet en lille opjustering fra Torm. Rederiet venter nu et underskud før skat på 100-130 mio. dollar mod tidligere et tab på 100-150 mio. dollar. Opjusteringen belønnes med en stigning på 6,3 pct. til 0,76 kr.
Også Genmab ligger godt til med en stigning på 4,5 pct. til 161,5 kr. Kvartalsregnskabet tirsdag efter børslukketid viste, at året er startet med et sjældent plus på bundlinjen. For hele 2013 fastholdes forventningerne om et negativt driftsresultat på 40-90 mio. kr.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk