AKTIER - APM sender markedet ned, TDC i ny fokus
Det danske aktiemarked faldt mod forventningerne tilbage i fredagens formiddagshandel, og det var A.P. Møller-aktierne, der havde en stor del af skylden for det lavere KFX-indeks.
KFX-indekset lå klokken kvart i tolv 2,06 point eller 0,7 pct. lavere i 307,07.
Salgspresset på APM-selskaberne fortsatte til formiddag. D/S Svendborg B faldt med 3.000 kr. eller 3,6 pct. til kurs 80.500, og D/S 1912 B faldt med 1.300 kr. eller 2,0 pct. til kurs 62.500.
- Man kan undre sig lidt over, hvor alle de aktier kommer fra, men der ligger jo mange hos udenlandske investorer, der reducerer på grund af den mindre vægtning selskaberne har fået i Morgan Stanleys indeks, lyder det i en kommentar fra Sydbank.
Rent teknisk er D/S Svendborg ved at lave en triangelformation, som i løbet kort tid vil bryde ud enten nedad eller opad, skønner Sydbank.
TDC er ordentlig kommet i fokus. Der er udsigt til at TDC's aktiepost i Belgacom kan komme i spil. Hollandske KPN bekræftede torsdag samtaler med det belgiske teleselskab, og bliver fusionen en realitet, kan det muligvis betyde en milliard-indtægt til TDC.
Samtidig er TDC på vej til at kunne få afsat et af sine problembørn, den tyske mobiloperatør Talkline, til Mobilcom, der er et tysk mobiltelefonselskab. Mobilcom er interesseret i at købe Talkline, skriver finansavisen Handelsblatt, og Mobilcom har efterfølgende bekræftet, at selskabet er i forhandlinger med TDC. Men prisen skal være rigtig, mener Mobilcom.
I TDC vil man som vanligt ikke kommentere "rygter i markedet", også selv om der faktisk er kommet en bekræftelse fra Mobilcom, således at det ikke længere kan siges at være rygter.
TDC-aktien er steget 1 kr. til 330 i løbet af formiddagen.
Novo Nordisk-aktien er dalet 8 kr. eller godt 2 pct. til 384 kr. ovenpå de seneste dages pæne stigninger. Ifølge handlere ser det ud til, at aktien får meget vanskeligt ved at bryde 400-niveauet.
GN Store Nord og Danisco gik imod trenden og steg hhv. 2,7 pct. og 2,0 pct.