AKTIER: Bankrally i Europa - DSV falder tilbage
De danske aktier er påvirket af en god stemning i Europa.
C20 stiger i dag 0,7 pct. til 415,5.
Det er de danske banker der er i fokus i dag.
Stærke regnskaber fra europæiske storbanker som UBS og Deutsche Bank har sat gang i et mindre bankrally.
Bankerne kan også se frem til markant færre stramninger end hidtil antaget, skriver Business.dk.
Den uhyre magtfulde Basel-komité, der fastlægger globale retningslinjer for reguleringen af banker, har i stort omfang lagt sig fast på de længe ventede Basel-3 regler. Det står klart, at skrappe regler, der skal tvinge bankerne til i højere grad at matche løbetiden på deres finansiering og udlån, reelt er blevet taget af bordet.
Nordea stiger 3,4 pct. og Sydbank 2,4 pct. Også Danske Bank og Jyske Bank stiger godt 2 pct.
I Europa stiger UBS og Credit Agricole over 8 pct. Deutsche Bank stiger med 3,2 procent.
Carlsberg stiger 1,3 pct. efter at den britiske bank Barclays har løftet aktien til Overvægt.
DSV falder til gengæld tilbage i dag med 2,05 pct. før deres regnskab fredag.
Blandt sidepapirerne stiger islandske Össur, som er noteret på Københavns fondsbørs, i dag 6,3 pct. efter en mindre opjustering.
Össur er en global leder inden for produkter til ortopædi.
For helåret 2010 forventer Össur en omsætningsvækst i den øvre ende af - eller lidt højere end - de hidtidige forventninger om organisk vækst i lokale valutaer på 4-6%. EBITDA-væksten i lokale valutaer forventes at blivepå over 10%.
Af nøgletal kommer der i eftermiddag Case-Shiller huspriser og forbrugertillid fra USA.
I eftermiddag kommer der bl.a. regnskaber fra Valero, Dupont, Lockheed og US Steel.