AKTIER: Bred opgang for Danmark - Fokus på Grækenland

Udgivet den 29-06-2011  |  kl. 11:47  |  

Det danske aktiemarked oplever en positiv stemning onsdag i forventning om en græsk godkendelse af spareplanen, som der skal stemmes om ved 13-tiden.

Det toneangivende OMXC20-indeks stiger 1,6 pct. til 422,18.

Ved middagstid indikerer S&P futures en åbning i 1.302 mod gårsdagens lukning i 1.296.

Der er tale om bred opgang i Danmark, hvor indekstunge Novo Nordisk stiger knap 2 pct., mens Mærsk B er oppe med godt 3 pct.

Pandora stiger knap 3 pct. til kurs 160,7.

Pandora har i dag meddelt, at koncernen har udnævnt Patrick Szraga som landechef for Pandora France. I sin nye rolle får Patrick Szraga ansvaret for den fortsatte proces omkring etablering af direkte distribution af Pandoras produkter i Frankrig, der som tidligere meddelt træder i kraft 1. juli 2011.

Fra denne dato varetages alle Pandora-aktiviteter på det franske marked af et 100 pct.ejet datterselskab beliggende i Paris, og dermed styrker Pandora sin position i Frankrig.

Frankrig er Europas tredjestørste marked for ægte smykker med en estimeret detailomsætning på mere end EUR 3,5 mia. Etableringen af direkte distribution i Frankrig er et vigtigt skridt i udviklingen af Pandoras tilstedeværelse på dette strategisk vigtige luksusmarked - og i Europa generelt. I 2010 stod Europa for 42,9 pct.af Pandoras samlede omsætning, svarende til DKK 2,9 mia. (ca. EUR 384 mio.).

FLSmidth stiger godt 3 pct. til kurs 414,8.

FLSmidth har modtaget en ordre til en værdi af cirka DKK 260 mio. (cirka USD 50 mio.) fra Kalumbila Minerals Ltd., et 100%-ejet datterselskab af First Quantum Minerals Ltd., på udstyrsleverancer til en omfattende udvidelse af kundens anlæg, Sentinel-projektet, der ligger i det nordlige Zambia.

Ordren omfatter leverance af 4 møller fordelt på to produktionslinjer med en semi-autogenmølle og en kuglemølle til hver linje. Både semi-autogen og kuglemøllerne vil blive de største der nogen sinde er installeret på det afrikanske kontinent.

- Zambia er en stor kobberproducent med betragteligt vækstpotentiale. Kraftig økonomisk vækst og betydelige råmaterialeforekomster har gjort landet til et attraktivt sted for investeringer. Ordren viser at FLSmidth er en vigtig leverandør på dette stadig mere betydningsfulde marked, udtaler adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder