AKTIER: DSV leverer varen - Fokus på EU-møde

Udgivet den 26-10-2011  |  kl. 11:42  |  

Det danske aktiemarked ligger stort set uforandret onsdag.

Det toneangivende OMXC20-indeks handles 0,1 pct. højere i 356,32.

Nordea tvivler på, om dagens EU-møde ender med en brugbar løsning, og ser derfor risiko for, at investorerne bliver skuffet med kursfald til følge.

- Kurserne er dog steget en smule, selvom politikerne har antydet, at det vil tage lidt længere tid at komme frem til den helt forkromede løsning. Dette tyder på en vis styrke i markedet. Vi kan se flere spæde tegn på mere optimisme på markederne, bl.a. falder prisen på at forsikre sig mod konkurs i de europæiske banker og Italien, samtidig med at EUR er begyndt at stige igen i forhold til USD. Vi vurderer, at risikoen for tilbagefald er for stor til at gøre de helt store indkøb lige nu. Dog kan der gøres enkelte gode køb, i takt med at regnskabssæsonen skiller fårene fra bukkene, skriver Nordea.

Ved middagstid indikerer S&P futures en åbning i 1.235 mod gårsdagens lukning i 1.229.

Hollandske Heineken er i dag kommet med Q3 regnskab.Omsætningen i kvartalet steg 0,6 pct. til 4,65 mia. euro.

Bundlinjen i kvartalet endte på 525 mio. euro, hvilket er tæt på sidste års resultat. Heineken melder om en organisk volumenvækst inden for øl på 2,3 pct. i tredje kvartal med vækst i fire ud af fem regioner.

Heineken venter stadig et resultat for året på linje med 2010.

Carlsberg er dagens mest omsatte aktie og stiger godt 1 pct. til kurs 363.

Vestas falder 3 pct. oven på gårsdagens vilde stigning. Der er fortsat ingen selskabsspecifikke nyheder.

DSV stiger 5 pct. til kurs 109,6, efter dagens regnskab for 3. kvartal.

DSV realiserede et resultat, der var bedre end konsensus. Samtidig fastholder koncernen forventningerne til årets resultat. 

Udgivet af: NPinvestordk