AKTIER: DSV opjusterer og er i KFX, Vestas handles pænt op
De toneangivende europæiske aktieindeks ligger til middag stort set rundt 0 med små udsving til begge sider. Det danske KFX indeks bliver trukket ned på grund af rygter om placering af en større aktiepost i Lundbeck. KFX noteres kort før middag 0,6 pct. (1,59 point) lavere i indeks 276,26.
Lægger man middagens omsætningstal til grund er DSV i KFX på Nordeas og Genmabs bekostning. DSV opjusterer - efter en pinlig fejl - sine forventninger til 2002 fra et resultat før skat og ekstraordinære poster på 481 mio. kr. til 546 mio. kr. Investorerne kan så glæde sig over, at tallet er positivt, såfremt der ikke skjuler sig flere overraskelser. DSV bliver kort før middag handlet stort set uforandret i kurs 228 (minus 2 kr.) ved pæn omsætning.
Medicinalkoncernen Lundbeck falder på rygter i markedet om placering af 7 mio. aktier modsvarende godt 3 pct. af aktiekapitalen. Kort før middag handles Lundbeck 4,5 pct. (11 kr.) lavere i kurs 235.
Vestas kunne i dag offentliggøre en ordre på mindst 0,5 mia. kr. på opførsel af foreløbig 175 vindmøller til FPL Energy. Såfremt optionerne udnyttes er der mulighed for levering af yderligere 650 vindmøller med et samlet potentiale på 2,3 mia. kr. Det er den første større ordre efter forlængelsen af tax-credits-ordningen i USA. Ordren foranlediger Vestas til at etablere et nyt fabriksanlæg i Oregon. Vestas handles på baggrund af ordren op med 3,2 pct. (8,50 kr.) til kurs 273.
I sidepapirerne noteres det at Sjælsø Gruppen handles op med 5,8 pct. (15 kr.) til kurs 275 og boldklubben BIF handles op med 2,4 pct. (1,50 kr.) til kurs 63,50 - begge selskaber stiger ved stor omsætning.