AKTIER: En lille spids opad trukket af Tele DK

Udgivet den 13-11-1997  |  kl. 13:29  |  

Køebnahvn--13. november--NetPosten--Det danske aktiemarked lå torsdag med et KFX-indeks, der var 0,1 pct. eller 0,18 point højere i indeks 182,41, og det var primært Tele Danmark, der trak læsset. Det var samtidig en af de eneste aktier, der var omsætning i, ellers var markedet meget dødt.

Tele Danmark B-aktien steg med 6 kr. til 391 kr. under en omsætning på 59.000 stk., og stigningen tilskrives bl.a. den stigende dollar i forhold til gårsdagens lukkeniveau.

De omkringliggende markeder syd for Danmark ligger lidt i plus, mens markederne nord for Danmark er i minus. Tyskland er således 0,3 pct. højere målt på DAX, mens Sverige målt på general-indekset er 0,49 pct. nede.

Bilspeditionen - BTL - fremlagde torsdag regnskab, og aktien steg med 0,5 kr. på det under en pæn omsætning på 71.800 stk.

Novo Nordisk og SAS, der begge fremlagde pæne regnskaber uden de store overraskelser, fusede ud allerede onsdag, og i dag blev de handlet på uforandrede niveauer.

Markedet kigger nu frem til USA-åbningen, som er interessant set i forhold til de store fald i Dow Jones onsdag. På nuværende tidspunkt tyder handlen med indeks-futures dog på, at det amerikanske aktiemarked åbner højere.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder