Europa/lukning: Comeback blev vendt til ny nedtur i toldforskrækket marked

Udgivet den 11-03-2025  |  kl. 17:57  |  

De investorer, som havde håbet på et hurtigt comeback på aktiemarkederne oven på mandagens nedsabling, blev slemt skuffede. Tirsdagen startede eller fint med små stigninger på de europæiske aktiemarkeder, der dog faldt sammen ud på eftermiddagen, da USA's præsident, Donald Trump, annoncerede en told på stål og aluminium fra Canada på 50 pct. fra onsdag. Den nye toldsats er dermed dobbelt så stor, end Trump ellers havde lagt op til.

Meldingen kom bare få dage efter, at Trump i weekenden ikke ville udelukke en mulig recession som konsekvens af sin egen handelspolitik.

I Europa endte det paneuropæiske Stoxx 600-indeks 1,7 pct. lavere, mens det amerikanske S&P 500-indeks var faldet omkring 0,9 pct. ved europæisk børslukketid.

- Hver gang vi føler, at vi er ved at få et lille løft, får vi en Trump-opdatering om flere toldsatser.

- Det bliver grimt, og det kommer til at gøre ondt, siger Dennis Dick, der er handler hos Triple D Trading, til Reuters om nedturen på det amerikanske marked.

I Europa kan man dog konstatere, at selv om Trump har foreslået en told på 25 pct. på europæiske biler og andre varer, har han endnu ikke ført planerne ud i livet.

- Toldpolitikken rammer USA mere end de europæiske lande, der har enorme budgetter, der bliver frigjort i den europæiske økonomi, siger Ipek Ozkardeskaya, senior markedsanalytiker hos Swissquote Bank, til Reuters.

- Der er nemlig en voksende overbevisning om, at investeringerne i de europæiske forsvars- og teknologisektorer bare vil stige massivt, siger hun.

FORSVARSAKTIER I HOPLA

Den europæiske luftfarts- og forsvarsindustri lå igen tirsdag lunt i svinget, hvor tyske Rheinmetall steg 3,1 pct. Desuden endte Saab 4 pct. højere.

På listen over de største tabere i Stoxx 600-indekset toppede tyske Henkel, der er kendt for vaskemidler, rengøringsprodukter, kosmetik og limprodukter. Selskabet faldt 10,4 pct. og blev umiddelbart straffet for en skuffende prognose for første kvartal.

Lige efter fulgte Genmab, der drattede yderligere 9,2 pct. på børsen i København oven i et fald på 8,3 pct. mandag.

Genmabs partnen Johnson & Johnson valgte mandag at afstå fra at udvikle og kommercialisere Hexabody-CD38, der var udset som mulig efterfølger for Genmabs og Johnson & Johnsons storsælgende kræftbehandling Darzalex.

Dermed skal der arbejdes ekstra hårdt i Genmab for at afværge en mulig indtjeningskløft i 2030, når milliardindtægterne fra Darzalex klinger af.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯