AKTIER: En stille dag på niveauet - ingen nye regnskaber af interesse
København--10. marts--NetPosten--USA lukkede uforandret, obligationerne står til en lille bedring og dollaren ligger pænt fra morgenstunden. Kombineret med udsigten til, at der i dag ikke kommer nogen danske regnskaber af interesse, ventes priserne at ligge på niveauet under en rimelig beskeden omsætning, vurderer en markedsdeltager over for NetPosten.
Novo Nordisk afholder mellem kl. 9.00-11.00 præsentationsmøde. I denne periode vil markedet formentlig være lidt tilbageholdende, indtil indholdet af mødet kendes. Mødet ventes senere på dagen at skabe interesse for Novo.
Med hensyn til Superfos er der fortsat rygter i markedet om fusion. Deltageren venter dog ikke, at aktien stiger herpå. Endvidere mener deltageren heller ikke, at det er realistisk at se et opsplittet Superfos i fire forretningsområder.
- Det er ikke kun Superfos men en lang række selskaber, som kunne splittes til fordel for aktionærerne. Men spørgsmålet er, om ledelsen har interesse heri. siger deltageren.
ØK, som fremlagde regnskab i går, er blevet et mindre interessant selskab, som stort set ikke vægter mere i porteføljerne, siger deltageren.
I morgen aflægger Rentokil regnskab, hvilket kan trække interesse til Ratin i dag. (NetPosten)