AKTIER: Højere marked med fokus på Amagerbanken og Vestas
Det danske aktiemarked kørte opad mandag formiddag, efter at de amerikanske aktier steg fredag aften, og da de amerikanske futures ligger højere.
Markedet er dog forholdsvis tyndt, idet amerikanerne holder lukket pga. helligdag i dag.
Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 0,7 pct. højere i 330,48.
S&P futures indikerer en åbning for S&P 500 indekset i ca. 1020 mod fredagens lukning i 1016.
Den kriseramte Amagerbanken er i øjeblikket usikker på bankens overlevelse, efter at banken endnu ikke har modtaget svar fra Finanstilsynet, oplyser Berlingske Business, og det får aktiekursen til at falde 4,5 pct. til kurs 74.
Bankens udlån er fordelt med hele 38 pct. til ejendomme, og hvis Finanstilsynet kan godkende værdien af disse udlån så burde banken overleve ved at få at få det ansøgte lån på godt 1,4 mia. kr. Hvis værdien af udlånsporteføljen ikke bliver godkendt, er banken på grænsen til et kollaps.
Vestas stiger 0,6 pct. til kurs 391 på muligheden for sydamerikanske ordrer. Portugisiske EDP, som flere gange tidligere har købt Vestas-møller til selskabets vindprojekter, vil udvikle op mod 800 MW vindkapacitet i Brasilien. Beslutningen afventer dog nye regler for vindenergi i Brasilien. For knap en uge siden meddelte EDP, at de vil investere godt 2 mia. USD i Brasilien i de kommende fire år, hovedsageligt i vindenergi.
Ambu stiger 4,7 pct. til 99,50, da dagbladet Børsen skriver, at selskabet senere i år vil lancere en såkaldt intuberingsskorpe, som ifølge selskabets direktør Lars Marcher har et markedspotentiale på omkring 1 mia. kr.
USA holder lukket i dag på grund af Labor Day - så der kommer hverken nøgletal eller andre impulser fra den kant i eftermiddag.