AKTIER: Ingen styrke i Danmark - Udsving i Sydbank og Auriga

Udgivet den 22-04-2008  |  kl. 17:03  |  

Det danske aktiemarked fortsætter sin sløve udvikling oven på Store Bededag. Det amerikanske marked steg over 2 pct. på Store Bededag, men det fik det danske marked ingen gavn af i gårsdagens marked. I dag fortsatte den negative udvikling, da det amerikanske futures-marked var negativt det meste af dagen oven på svage regnskaber fra Texas Instruments og Netflix.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,5 pct. lavere i 418.

Ved det danske markeds lukketid lå Nasdaq Composite og Dow Jones hhv. 0,7 pct. og 0,5 pct. lavere.

Sydbank har i dag fremlagt sine tal for 1. kvartal, som viste et resultat før skat på 522 mio. kr. mod konsensus i markedet på 492 mio. kr. Regnskabet giver ingen anledning til at ændre de tidligere udmeldte forventninger til 2008.

I 1. kvartal 2007 opnåede banken et resultat før skat på 611 mio. kr.

Basisresultat før nedskrivninger udgjorde 360 mio. kr. mod 422 mio. kr. i 1. kvartal 2007, mens beholdningsresultat androg -55 mio. kr.

Sydbank har i 1. kvartal 2008 overtaget bankTrelleborg, som den 1. februar blev et helejet datterselskab i Sydbankkoncernen, og som den 27. marts blev fusioneret med Sydbank med regnskabsmæssig effekt fra 1. februar. Sydbank-koncernens basisresultat før nedskrivninger er for 1. kvartal 2008 positivt påvirket heraf med 13 mio. kr., og bankudlån er ultimo kvartalet øget med 4,9 mia. kr. og indlån med 2,9 mia. kr. Yderligere er Sydbanks kvartalsrapport påvirket af bankTrelleborg-overtagelsen via en række poster med engangskarakter med en foreløbig resultatmæssig nettoeffekt på +13 mio. kr.

Sydbank forventer fortsat et basisresultat før nedskrivninger for hele 2008 i niveauet 1,6-1,9 mia. kr. Sydbank-aktien faldt næsten 5 pct. til kurs 176. Danske Bank faldt 1 pct. i dag.

Auriga var ombejlet igen i dag oven på gårsdagens regnskab for 1. kvartal, som indeholdt en overraskende opjustering af forventningerne. Flere banker har hævet deres kursmål på aktien - bl.a. Nordea og Forstædernes Bank.

- Vi vurderer, at selskabets nye forventninger kan vise sig for konservative. Trods en markant stigning på det seneste er der intet til hinder for, at aktien kan fortsætte op, lyder vurderingen fra Nordea. Auriga steg 8,8 pct. til kurs 185. Samtidig handles aktien excl. udbytte på 4 kr. i dag.

Dagens regnskab fra NKT-konkurrenten Nexans bekræfter Alm. Brand Markets' holdning om, at kabelproducenterne vil opleve stigende aktivitet inden for højspænding trukket af behovet for vedligeholdelsesinvesteringer og udbygningen af alternativ energi.

Siden årsskiftet kan Nexans rapportere en fremgang på 20 pct. i ordrebogen på højspændingsprodukter til 1.300 mio. euro. NKT lukkede uforandret i kurs 376 på trods af den negative markedsstemning.

D/S Torm steg 4,5 pct. til kurs 161 forud for morgendagens udbytteudbetaling på 4,5 kr. per aktie. Endvidere kan der spekuleres i, at fragtraterne på tankmarkedet har fundet sin bund og langsomt vil bevæge sig op de kommende år, hvor tilgangen af skibe topper.

Efter det amerikanske markeds lukketid vil Yahoo præsentere sit regnskab. Regnskabet fra Yahoo ventes at vise en indtjening per aktie på 0,18 USD. Senere på ugen er der regnskaber fra blandt andet Microsoft og Apple.

Udgivet af: NPinvestordk