Aktier kl. 12.51: Auriga dykker på svagt regnskab
Auriga dykker efter plantebeskyttelsesproducenten er kommet med foreløbige regnskabstal for 2011, som skuffer i forhold til analytikerestimaterne. C20-indekset stiger 0,1 pct. til 409,20, hvor Carlsberg ligger med størst fremgang efter stærke russiske ølproduktionstal og en styrket rubel. Det tyske Dax30-indeks stiger 0,3 pct.
Auriga dykker 7,1 pct. til kurs 84,5 efter plantebeskyttelseskoncernen har fremlagt foreløbige regnskabstal for 2011. Aurigas omsætning bliver i 2011 på knap 5,80 mia. kr., hvilket er lidt til den svage side i forhold til analytikerestimaterne på 5,88 mia. kr. EBTIDA-marginalen bliver på ca. 8,5 pct., mens driftsindtjeningen (EBIT) er på ca. 320 mio. kr., hvor analytikere ifølge Bloomberg News forventede 365,6 mio. kr. Selskabet er presset af tørke i Texas, vanskeligheder med det tyske datterselskab Stähler samt en negtiv valutakurseffekt.
Carlsberg stiger 2,3 pct. til 428,8 kr., og aktien kan være hjulpet af en styrket rubel samt stærke russiske ølproduktionstal for december. Aktiefokus har talt med flere analytikere, som fremhæver, at den russiske rubel er blevet styrket mod euroen og dermed også mod kroner over de seneste dage, hvilket hjælper indtjeningen målt i kroner hos Carlsberg.
Vestas, som ligger 0,8 pct. lavere i kurs 64,4 kr., leverede i 2011 26 pct. af den totale nye vindenergikapacitet i USA. Det viser nye tal, og det er en fremgang på 5 procentpoint. Ifølge en ny rapport fra den amerikanske vindorganisation AWEA opstillede verdensstørste vindmølleproducent Vestas 1768 megawatt (MW) på det amerikanske marked i 2011, og det svarer til en markedsandel på 26 pct., da der samlet set blev sat 6810 MW op.
Novo Nordisk stiger 0,2 pct. til kurs 673,5. Det amerikanske finanshus Citigroup har sat den franske medicinalkoncern Sanofi på sin anbefalingsliste Most Preferred Stocks, og dermed overtager Sanofi pladsen fra schweiziske Roche. Sanofi er direkte og storkonkurrent til Novo Nordisk, hvor Sanofi med Lantus har verdens mest sælgende diabetesmedikamentet.
Novozymes er fortsat i centrum, og aktien taber 1 pct. til 158,9 kr. Bioethanolfutures stiger for sjette dag i træk, og Bloomberg News skriver, at stigningerne kommer i kølvandet af stigende olie- og gaspriser, som er hjulpet af den amerikanske centralbanks meldinger om at fastholde renten på det lave niveau frem til 2014. Denatured ethanolfutures leveret i februar stiger 0,4 pct. til 2,245 dollar per gallon, mens ethanolprisen er steget 0,7 pct. til 2,187 dollar på børsen i Chicago.
A.P. Møller - Mærsk falder 0,2 pct. til kurs 41.240 kr. Det ugentlige Shanghai fragtrateopgørelse offentliggøres typisk fredag, men ikke i denne uge grundet det kinesiske nytår. Ifølge containerfuturemarkedet kalkuleres der med en flad udvikling i containerfutures i indeværende uge på ruterne mellem Asien og Nordeuropa.