Aktier kl. 12.59: Vestas til tops på Mitsubishi-samarbejde

Udgivet den 27-09-2013  |  kl. 13:01  |  

Vestas stiger voldsomt i kølvandet af meldingerne om et offshore-samarbejdet med japanske Mitsubishi Heavy og aktien ligger også i spidsen af C20 Cap-indekset, der løftes 0,4 pct. til 629,98. Yderligere er fokus også rette mod A.P. Møller - Mærsk efter en række ændrede anbefalinger i kølvandet af torsdagens kapitalmarkedsdag.

Vestas ligger 10,2 pct. højere i146,70 kr. efter det danske vindmølleselskab og Mitsubishi Heavy Industries Ltd. (MHI) har indgået aftale om at danne et joint venture inden for offshore vindkraft. Vestas smider teknologi i joint venturet, imens den japanske partner kommer med pengene. Vestas vil overføre udviklingen af V164-8.0 MW-møllen, V112 offshore ordrebeholdningen, de nuværende offshore servicekontrakter og omkring 300 medarbejdere til joint venturet. MHI vil tilføre joint venture 100 mio. euro, og vil indskyde yderligere 200 mio. euro ved opnåelsen af visse milepæle baseret på V164-møllens tidlige produkt-livscyklus.

A.P. Møller - Mærsk falder 0,2 pct. til 51.400 kr. efter en række ændrede anbefalinger i kølvandet af torsdagens kapitalmarkedsdag. Nordea har sænket anbefalingen på aktien til hold fra køb, idet der ses risiko på den korte bane efter en stærk kursudvikling på det seneste. Jyske Bank sænker anbefalingen på aktien til reducer fra køb, mens kursmålet skæres med 3.000 kr. fra til 52.000 kr. Det norske finanshus Platou hæver til gengæld sin anbefaling til køb fra neutral, idet der fokuseres på, at Maersk Line venter, at kunne fastholde omkostningsreduktionerne.

Nordea og svenske banker får lidt ekstra opmærksomhed grundet uro om en svensk boligboble. Det svenske boligmarked er overvurderet med op mod 25 pct. efter boligpriserne er accelereret i et hurtigere tempo end den disponible indkomst. Det vurderer det amerikanske kreditvurderingsselskab Standard & Poors ifølge Bloomberg News. Den nuværende ubalance ligner den markante nedtur på det svenske boligmarked tilbage i 1990´erne, og det nævnes at det kræver tilpasning. Enten skal boligpriserne falde tilbage eller lønningerne skal stige i et hurtigere tempo. Aktierne i Nordea ligger 0,7 pct. højere i 67,70 kr.

Jyske Bank-aktien ligger med en stigning på 0,2 pct. i 273,40 kr. Nordea Markets hæver anbefalingen på Jyske Bank til køb fra hold og samtidig bliver kursmålet løftet til 310 kr. fra 275 kr.

Novo Nordisk stiger 0,4 pct. til 934 kr. efter medicinalselskabet har fremlagt fase 3-data for IDegLira, som er en kombination af Tresiba og Victoza, hvor resultaterne ifølge professor Stephen Gough fra University of Oxford viser hvordan diabetikere kan få langtidsblodsukkeret ned på et slutniveau på i gennemsnit 6,4 pct. uden vægtøgning og med en lav forekomst af for lavt blodsukker.

G4S stiger 0,4 pct. til 22,40 kr. Det britiske vagt- og sikringsselskab har i fællesskab med Oberthur leveret et bud på en gigantisk kontrakt på 1 mia. pund til Bank of England, hvor de to selskaber vil stå for produktionen af samtlige pengesedler. Det er meldingen fra en unavngiven kilde til Reuters.

Udgivet af: Aktiefokus