Valuta: Frygt for hård landing gennemsyrer markedet - styrker yen og franc

Udgivet den 02-08-2024  |  kl. 06:32  |  

Frygten for en økonomisk nedtur er dominerende på valutamarkedet fredag morgen.

Nye statistiske data og svage regnskaber fra flere af de store amerikanske tech-baserede selskaber får nu lang om længe investorerne til at indse, at de højere renter er begyndt at stramme så meget, at der kan blive tale om større økonomisk nedgang og en stenhård landing.

Det sender aktierne i et dybt hul, mens obligationsrenterne dykker, og der søges tilflugt i sikre havne som yen, schweizerfranc og T-bonds.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 104,38 mod 104,31 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Blandt andet er uventet fald i amerikansk produktion - ISM-indekset -satte skub i frygten for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kommer for sent med en pengepolitisk lempelse og at resultatet er en hård landing for amerikansk økonomi.

Det har sat gang i kapitalflugt mod japanske yen og schweiziske franc, der er de eneste valutaer, der er styrket over for dollar, hvilket i sig selv forstærker kapitalstrømmen.

Og dollar rider højt på bølgen, selv om det i sig selv er paradoksalt, da det er USA der er årsag til bekymringerne.

Bekymringerne blev udløst af stigende antal nye ledige, svage tal for nybyggeri og et stærkt skuffende drop i de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien.

Det førte til storudsalg på Wall Street, og med udsigt til nye kraftige fald fredag, følger de asiatiske markeder med i en massiv nedadgående spiral, hvor det japanske Nikkei-indeks fører an med et drop på næsten 5 pct.

Samtidig er den amerikanske toneangivende tiårige statsobligationsrente dykket langt under den psykologiske 4 pct.s grænse og ligger ved 5.30-tiden i 3,95 pct.

- Der var ingen steder at gemme sig natten over, da de dystre økonomiske data katalyserede frygten for hård landing, siger analytiker Tony Sycamore fra IG Australia ifølge Reuters.

Senere fredag komme den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der kan blive den afgørende test

- I tilfælde af et svagt resultat vil bekymringerne omkring en hård landing intensiveres, og det vil kravet om en rentenedsættelse på 50 basispoint i september også, siger Tony Sycamore.

De dystre data har øget sandsynligheden for at Federal Reserves pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), reducerer renten med 50 pct. til knap 28 pct. den 18. september. Torsdag morgen lå sandsynligheden på blot 12 pct. ifølge CME Groups FedWatch.

Dollar koster fredag morgen 149,41 yen og 0,8723 schweizerfranc mod 150,05 yen og 0,8740 schweizerfranc torsdag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,0791 dollar mod 1,0792 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,2722 dollar mod 1,2792 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder