Aktier kl. 9.15: FLSmidth i fokus i neutralt C20

Udgivet den 28-02-2012  |  kl. 09:18  |  

Den negative stemning fra mandag, hvor det danske C20-indeks faldt med 1,3 pct., ser tirsdag morgen ud til at være vendt til en nogenlunde neutral stemning. Indekset over de 20 største danske aktier falder i den tidlige handel med 0,02 pct. til 449,26. A.P. Møller – Mærsk og FLSmidth er i fokus. Uden for C20 bliver Alm. Brand straffet for en fortsat dyster bankforretning, som trak koncernens samlede regnskab markant ned, mens D/S Norden stiger efter positive meldinger fra konkurrenten STX.

FLSmidth stiger 0,6 pct. til kurs 448,90 kr. Selskabet har fået medhold i Australien, hvor den australske myndighed for virksomhedsovertagelser natten til tirsdag offentliggjorde en afgørelse, som tillader FLSmidth at opretholde sit bud på 11 australske dollar per aktie eller omkring 2,3 mia. kr. på det australske selskab Ludowici. FLSmidth var blevet indgivet for domstolen af konkurrenten Weir, som ligeledes forsøger at opkøbe Ludowici med sit seneste bud på 10 australske dollar, idet Weir håbede på, at FLSmidth ikke ville få lov af domstolen til at hæve sit bud. Det har FLSmidth imidlertid, men selskabet bliver samtidig også pålagt at kompensere de investorer, som måtte have lidt et tab ved at sælge Ludowici aktier i perioden fra 23. januar 2012 til 31. januar 2012 i tillid til FLSmidths adm. direktørs udtalelse den 23. januar 2012, hvor Jørgen Huno Rasmussen afviste at et højere bud ville blive aktuelt. Den australske myndighed for virksomhedsovertagelser har besluttet, at erstatningen ikke kan overstige 2,67 australske dollar per aktie, og baseret på antallet af Ludowici aktier handlet mellem offentliggørelsen af Reuters-artiklen og FLSmidths korrektion af udtalelsen til markedet, vil det samlede maksimale erstatningsbeløb ikke kunne overstige 2,9 mio. australske dollar. FLSmidth forventer dog, at erstatningsbeløbet, der skal udbetales, vil være lavere, skriver selskabet i en fondsbørsmeddelelse. Af nattens meddelelse fremgår det også, at Ludowicis bestyrelse enstemmigt har vedtaget at anbefale FLSmidths opkøbstilbud til selskabets aktionærer med forbehold for, at der ikke fremkommer et højere bud, og at en uafhængig ekspert konkluderer, at aftalen er i aktionærernes interesse.

A.P. Møller – Mærsk, som mandag fik smæk af investorerne for dystre udsigter til olie- og gasdivisionen for 2012, trækker fortsat lidt opmærksomhed efter tirsdagens årsregnskab, hvor de svage 2012-udsigter prægede stemningen, og APM-aktien lukkede 3,7 pct. lavere i 43.840 kr. A.P. Møller - Mærsk får dog tirsdag hævet sit kursmål hos HSBC til 52.000 fra 48.000, mens den britiske storbank gentager sin anbefaling på overvægt. Aktien falder tirsdag morgen med 0,1 pct. til kurs 43.800 kr.

Alm. Brand er tirsdag morgen kommet med regnskab for 2011, og det var med meldinger om en pæn udvikling i forsikrings- og pensionsforretningen. Til gengæld skæmmer store nedskrivninger på udlån bankforretningen og det samlede resultat. Koncernen beretter dog om en ny metode, hvorpå nedskrivninger beregnes, hvilket får en del af skylden. For 2012 forventer koncernen et overskud før tab på nedskrivninger. Aktien falder efter regnskabet med hele 5,58 pct. til kurs 9,30 kr.

D/S Norden stiger med 0,31 pct. til kurs 162,50 kr. Tørlastrederiet har fået nyt fra sydkoreanske STX Pan Ocean, der er ejet af holdingselskabet STX Corporation. Selskabet kom mandag aften dansk tid med regnskab for fjerde kvartal, og det var med interessante meldinger i forhold til danske D/S Norden. STX Pan Ocean ser blandt andet overkapaciteten på tørlastmarkedet aftage efter 2012, hvor selskabet forventer en vækst i markedet på 5 pct. Omsætningen hos STX Pan Ocean faldt i fjerde kvartal med 12 pct. i forhold til et år tidligere og landede på 1,32 mia. dollar, hvilket dog stadig var en anelse bedre end analytikernes forventninger, som ifølge Bloomberg News lå på 1,26 mia. dollar. Resultatet af primær drift endte i fjerde kvartal på 17,5 mia. sydkoreanske won, svarende til 15,5 mio. dollar, hvor analytikerne havde ventet 14,4 mio. dollar. Hvad, der er rigtig interessant for danske D/S Norden, er imidlertid STX Pan Oceans meldinger om selskabets forventninger. For 2012 ser det nemlig en vækst i handlen med tørlast på 5 pct. til 3,73 mia. ton, specielt drevet af stigende efterspørgsel fra emerging markets. Selskabet skriver desuden i regnskabet, at overkapaciteten på markedet forventes at aftage efter 2012. Det vil blandt andet ske, fordi ophugningen af skibe forventes at stige med 8,4 pct. til 24 mio. dødvægtton. STX Pan Ocean-aktien stiger tirsdag morgen med 0,7 pct. til 7420 won.

Udgivet af: lp@netposten.dk

Seneste nyheder

17:52 Europa/aktier: Forsvarsaktier i udbrud i rekordfokuseret marked
17:18 Gubra er blevet over én millard mere værd efter ny aftale - den store fest løjede dog af
17:08 Mandagens obligationer: Solidt rentehop på udsigt til store investeringer i Europa
17:06 Mandagens aktier: Gubra festede mest i investeringsfokuseret marked
16:59 Huscompagniet får lavere kursmål hos Carnegie
16:31 TSMC rygtes på vej med kæmpeinvestering: Vil bruge 100 mia. dollar på chipproduktion i USA
16:10 Amerikansk aktivitetsindeks skuffer og prisindeks stiger til højeste niveau siden 2022
15:52 Grønlandsbanken ser mulig påvirkning fra eskaleret grønlandsk interesse i 2025
15:49 USA: Indkøbchefernes tillid var større end ventet i februar
15:45 USA/åbning: Kryptoaktier i festhumør efter Trump-melding
15:31 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med 13. dag med plus
14:36 Tesla-salg styrtdykker i Skandinavien
14:32 USA/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på kryptoaktier
13:39 Europa/aktier: Flyvende forsvarsaktier trækker Stoxx 600 mod rekord
12:38 Novo er faldet nok ifølge Goldman Sachs: Kursen er et godt startpunkt for nye investorer
11:53 Obligationer/middag: Rentestigning efter højere end ventet inflation
11:38 Aktier/middag: Gubra er flyvende på grøn aktiedag
11:26 Økonom: Faldende europæisk inflation giver klar forventning om rentesænkning
10:43 Novos vækstudsigter tegner mindre lovende end tidligere vurderer børshus
10:10 Gubras topchef om milliardaftale: Da de rigtige vilkår lå på bordet slog vi til