AKTIER: Nedad med ihvertfald et par pct. efter fald i USA - Uforudsigeligt dansk marked

Udgivet den 15-01-1999  |  kl. 09:14  |  

København--15. januar--NetPosten--Det ventes generelt i markedet fredag, at der kan blive tale om fald på et par pct. efter de voldsomme fald i Dow Jones indekset torsdag aften. Dow Jones lukkede 228,63 point nede i niveau 9.120,93 efter endnu en usikker dag i Brasilien, hvor det toneangivende brasilianske aktieindeks, Bovespa-indekset faldt med 9,97 pct.

- Det er faktisk umuligt at spå, hvor langt det danske marked skal ned, selvom trenden i Tyskland fra morgenstunden viser et DAX-indeks nede med 2 pct., sagde en markedsdeltager i et interview med NetPosten fredag morgen.

Det danske marked virker umiddelbart sårbart over for fald i udlandet, men samtidig er aktiviteten tilstrækkelig moderat til, at selv mindre opkøb i et fredagsmarked vil kunne trække den anden vej.

Det er et meget uforudsigeligt marked i Danmark i øjeblikket, og det gør det selvfølgelig ikke nemmere, at der er tale om fredagsmarked med en lurende krise i Latinamerika, sagde en markedsdeltager til NetPosten.

Ved Københavns Fondsbørs åbning faldt KFX-indekset hurtigt 0,11 pct. tilbage med salg i bl.a. Tele Danmark og Novo Nordisk.

Udgivet af: NPinvestordk