AKTIER: Rolig eftermiddagshandel - Carlsberg og Vestas i fokus

Udgivet den 18-01-2010  |  kl. 16:59  |  

Det blev til en solid start på ugen for det danske aktiemarked.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,2 pct. højere i 359,95, efter at have været oppe i 362,12 som det højeste.

Nordea er blevet bekymret over den skuffende reaktion på regnskabet fra Intel, men banken vurderer, at det for tidligt at kunne tale om en mere overordnede tendens.

- Vi ser dog med en vis uro på afslutningen af sidste uge, da især regnskabet fra Intel bekræftede vores tro på, at 2010 kommer til at byde på vækst og derfor bekymrer det os, at aktien bliver handlet ned. Det er dog for tidligt at drage en konklusion på regnskabssæsonen efter kun tre regnskaber, og derfor bliver det spændende at se hvordan markedet reagerer på denne uges mange regnskaber. Vi må dog konkludere, at markedet er meget nervøst, og det kan medføre, at sælgerne for en stund vil være i overtal, skriver Nordea.

Det amerikanske aktiemarked holder lukket i dag som følge af Martin Luther King Day.

Futures-marked holder dog åbent.

Ved det danske markeds lukketid indikerer S&P futures en åbning i 1.139 for S&P 500-indekset, som lukkede i 1.136 i fredags.

Carlsbergs store øl-forretning i Rusland slippernok med et nådigt russisk øl-forbud. Det skriver Morgenavisen Jylllandsposten. 

Forslaget om forbud mod salg af øl fra kiosker kommer kun til at gælde for øl med en alkoholprocent på over 5 pct.

En anonym kilde i Carlsberg oplyser til avisen, at øl med over 5 pct. alkohol er den mindste del af den samlede omsætning i Rusland.

Carlsberg B steg 1,1 pct. til kurs 399,4.

I dag begynder World Future Energy Summit i Abu Dhabi med bl.a. Vestas.

Vestas kan desuden komme i fokus, da tal fra storbanken HSBC viser, at vindmøllegiganten har øget sin markedsandel i USA til 17 pct. i 2009 fra 13 pct. i 2008.

Vestas steg 0,6 pct. til kurs 328.

Carnegie har sænket anbefalingen påD/S Norden tilNeutral fra tidligere Outperform. Efter en kraftig kursstigning i år er opsiden begrænset, vurderer finanshuset.

D/S Norden faldt 1 pct. til kurs 251,4.

Der er udsigt til en spændende uge med et væld af store regnskaber i USA.

Bank of America, Goldman Sachs, Morgan Stanley, Google og General Electric er blandt de mest interessante regnskabsaktuelle selskaber.

Udgivet af: NPinvestordk