AKTIER: Ses starte højere - Fokus på SAS og Carlsberg
Det forventes at det danske aktiemarked i dag vil åbne højere. Wall Street endte fredagen med en flot stigning efter et godt regnskab fra Microsoft torsdag i eftermarkedet.
Nasdaq og Dow Jones endte sidste uge med en stigning på henholdsvis 2,9 pct. og 2,1 pct.
På det danske aktiemarked vil der i dag komme fokus på SAS aktien, som står til at starte lavere. SAS valgte i går søndag at lade alle deres DASH 8-fly forsvinde ud af flåden for altid.
- Tilliden til Q400 er mindsket betydeligt og vores kunder bliver mere og mere usikre overfor at flyve med flytypen. Derfor har jeg med bestyrelsens godkendelse taget en beslutning om umiddelbart, at tage Dash 8/Q400 ud af drift, siger SAS koncernchef Mats Jansson i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at tage de 27 fly ud af drift kan komme til at halvere selskabets resultat i år, mener en analytiker ifølge dagbladet Børsen.
- De bliver nødt til at tage flyene ud for at overleve. Der må være nogen, der sidder med en rigtig dårlig smag i munden og er på vej hen til håndvasken, siger analytiker ABG Sundal Collier Lars Heindorff. Han vurderer, at det koster selskabet 10-15 mio. kr. om dagen ikke at kunne flyve med Dash 8-flyene, og at det for resten af året kan komme til at koste selskabet 600-900 mio. kr. at tage flyene ud af drift.
- At SAS vælger at tage hele flåden ud, kan gå hen og mere end halvere overskuddet, afhængig af hvor lang tid der går, inden man finder nogle nye fly. Dertil kommer, at man muligvis skal foretage en nedskrivning, siger Lars Heindorff.
Stillingskrigen mellem Storbritanniens største bryggeri, Scottish & Newcastle, på den ene side og Carlsberg og Heineken på den anden side forblev uændret i weekenden. Men det dramatiske overtagelsesforsøg fik en ubekendt faktor søndag, da avisen The Scotsman ifølge Berlingske Tidende skrev, at en hovedrig russisk oligark kan komme til at spille en afgørende rolle.
Spekulationerne går først og fremmest på, at Scottish & Newcastle arbejder på at finde en samarbejdspartner, der kan være med til at købe Carlsbergs andel i Baltic Beverages Holding, som Carlsberg ejer sammen med Scottish & Newcastle. Analytikere er mest tilbøjelige til at pege på bryggerigrupper som SAB Miller eller Anheuser-Busch som mulige partnere for Scottish & Newcastle, men samarbejde med russisk oligark er tilsyneladende også en mulighed.
- Du kan ikke udelukke noget. Der er nogle meget rige mennesker i Rusland, og det her er en stor pengemaskine. Men set med Scottish & Newcastles øjne vil de kigge efter en mere stabil partner end at blive bundet op på nogle, der er i Putins lomme, siger Simon Hales, der er aktieanalytikere hos investeringsbanken Dresdner Kleinwort, til The Scotsman.