AKTIER: Ses starte med pil op – fortsat fokus på finanssektor

Udgivet den 17-09-2008  |  kl. 08:34  |  

De danske aktier ventes at starte onsdagen i plusser. Det baseres på udviklingen på det amerikanske marked tirsdag, hvor de toneangivende indeks havde den bedste dag i et stykke tid. Futures i Europa peger dog ned, mens de i USA er i plus. FED fastholdte renten tirsdag.

Tirsdag lukkede det danske C20 med et minus på 1,44 pct. i kurs 374,3.

De toneangivende amerikanske indeks havde dog ugens bedste dag, og det kan trække de danske aktier op. Således endte Dow Jones med et plus på 1,3 pct., Nasdaq lukkede ligeledes oppe med 1,43 pct. mens S&P 500 sluttede oppe med 1,8 pct. Til gengæld har Asien en blandet onsdag. Hang Seng er nede med 1,9 pct. mens Nikkei er oppe med 1,2 pct.

Futures i USA ligger her til morgen med små plusser, mens det ser værre ud i Europa. Og det kan lægge en dæmper på udviklingen.

Tirsdag aften dansk tid valgte Den Amerikanske Centralbank, Fed, at fastholde renten på 2 pct. Det var ellers ventet, at renten ville få et lille nøk nedad for at sætte skub i økonomien oven på den seneste uro i USA.

Forsikringsgiganten American International Group (AIG) bliver nu efter flere dages spekulationer reddet fra konkurs af den amerikanske centralbank.

AIG får et lån på 85 milliarder dollar (444 milliarder kroner) over to år, mod at Centralbanken overtager 79 pct. af selskabet og modtager en høj tilbagebetalingsrente.

Allerede nu skal A.P. Møller-Mærsk i gang med afgørende genforhandlinger om olie for milliarder af kroner i golfstaten Qatar. Selvom A.P. Møller-Mærsk i forvejen har en aftale der gælder frem til 2017, forventes parterne allerede snart at gå i gang med forhandlingerne om en forlængelse. Det skriver Børsen.

Forlængelsen kan blive en af de vigtigste i A.P. Møller-Mærsks historie, da den vil få stor betydning for den fremtidige indtjening hos Danmarks største virksomhed.

IC Companys har her til morgen aflagt årsrapport. Selskabet har realiseret en omsætningsvækst på 11 pct. til 3.737 mio. kr. Resultat af primær drift (EBIT) er øget 3 pct. til 349 mio. kr.

Selskabet meddeler at resultatet hovedsageligt er påvirket af engangsomkostninger på i alt 40 mio. kr., heraf vedrører 20 mio. kr. nedskrivninger i 4. kvartal.

For helåret 2008/09 forventes en beskeden omsætningsvækst i forhold til 2007/08 og et resultat af primær drift i underkanten af niveauet for 2007/08.

Den nyudnævnte Økonomi- og Erhvervsminister, Lene Espersen, vil have større åbenhed i bankerne, og vil have deres reelle risiko frem i lyset. Det skriver Jyllands-Posten.

Som det har været hidtil har myndighederne kun krævet, at bankerne har fremlagt deres individuelle solvensbehov. Men det er, set i lyset af sommerens begivenheder i blandt andet Roskilde, ikke længere nok.

- Jeg vil nu indkalde Finansrådet til en drøftelse om, hvordan man kan skaffe større gennemsigtighed, siger Lene Espersen.

Og de små banker er i problemer. Efter at de største danske og udenlandske banker ikke længere er interesseret i at give billige lån med tre-fem års løbetid, er danske småbanker, som Fionia Bank, Max Bank og Amagerbanken, nu tvunget til at optage lån med løbetid på helt ned til 14 dage. Det skriver Business.dk.

Dagen i dag byder på enkelte regnskaber. Desuden kommer der tal for betalingsbalancen i 2. kvartal, påbegyndte boligbyggeri og olielagertal i USA. Eurostat offentliggør handelsbalancen i juli.

Udgivet af: NPinvestordk