Aktier/åbning: Genmab tordner i vejret efter regnskab
![Arkiv: Foto Arkiv: Foto](https://npinvestor.dk/sites/npinvestor.dk/files/styles/np_news_600x400/public/8184.jpg?itok=qluO-G66)
Et opløftende regnskab er torsdag morgen med til at drive Genmab til toppen af C25-indekset, der bliver understøttet af øget optimisme om fred i Ukraine.
Den amerikanske præsident Donald Trump forsøg på at mægle fred mellem Rusland og Ukraine falder i god jord hos investorerne i Europa, hvor det tyske DAX-indeks løftes med 1,0 pct.
Herhjemme stiger C25-indekset med 0,2 pct. til 1786,28, hvor Mærsk og bankerne modsat er med til at trække ned.
- I dag er der fokus på meldinger om eventuelle fredsforhandlinger, nye toldsatser fra Trump samt producentpriser fra USA, skriver Jyske Bank i sit morgenbrev.
Eftermiddagens producentpriser kan be- eller afkræfte den negative tendens fra onsdagens forbrugerprisopgørelse, der viste et uventet hop i inflationen.
GENMAB LEVERER STÆRK PROGNOSE
Genmabs regnskab for fjerde kvartal af 2024 byder på flere positive elementer heriblandt bedre end ventede tal for omsætning og indtjening samt en opløftende prognose.
Målt på midtpunktet af Genmabs prognose, der foreligger i dollar, og omregnet til kroner, venter biotekkoncernen en omsætning på 25,2 mia. kr. på og et driftsresultat på 8136 mio. kr. i år.
Til sammenligning stilede analytikerne netop efter en omsætning på 25,2 mia. kr., men kun efter et et driftsresultat på lige under 7,2 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Genmab selv inden regnskabet.
- Og det er så vidt jeg kan se drevet af lidt færre omkostninger end ventet. Så midtpunktet af prognosen er faktisk 13 pct. bedre end ventet, siger Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen til MarketWire.
Han venter af samme grund, at Genmab-aktien vil stige på regnskabet.
Der er bare et enkelt "men". For investorerne har længe vendt aktien ryggen, da der hersker usikkerhed om, hvorvidt Genmabs partner Johnson & Johnson vil gøre brug af den option på lægemiddelkandidaten Hexabody-CD38, der kan blive en mulig arvtager for guldægget Darzalex.
Genmab løftes 4,5 pct. til 1434,50 kr.
DANSKE BANK OG PANDORA FÅR SAT KURSMÅLET OP AF HSBC
Danske Bank får i kølvandet af sidste uges regnskab sat sit kursmål op til 271 kr. fra 256. kr. af det britiske finanshus HSBC, der gentager sin købsanbefaling.
Danske Bank-aktien falder 0,6 pct. til 232,20 kr. efter onsdagens plus på 0,7 pct.
Det britiske finanshus har også kigget nærmere på Pandora, der får løftet sit kursmål til 1650 kr. fra 1400 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.
Smykkeaktien løftes 0,7 pct. til 1336,50 kr.
Modsat har Rockwool i kølvandet af sit regnskab sidste uge fået skåret sit kursmål til 2670 kr. fra 2790 kr. af finanshuset Goldman Sachs, der gentager anbefalingen "neutral".
Isoleringsaktien kommer torsdag fra land med et plus på 2,3 pct. i 2776 kr. efter onsdagen fremgang på 1,0 pct.
Udsigten til en fred i Ukraine er også med til at understøtte aktien, da Rockwool har en solid eksponering mod Østeuropa og da selskabet donere penge til genopbygning af Ukraine.
Udsigten til fred gør modsat ondt på Mærsk-aktierne, der bliver sendt ned med 2,5 pct. til 11.770 kr. for B-aktien.
FLSMIDTH FÅR REGNSKABSNYT FRA FINLAND
Den finske FLSmidth-mineudstyrskonkurrent Metso har torsdag morgen præsenteret sit regnskab for fjerde kvartal, hvor ordreindgangen er betydeligt bedre end ventet og salget er en smule bedre end ventet.
Indtjeningsmæssigt hænger Metso dog en smule efter analytikernes forventninger.
På børsen i Finland åbner Metso med et plus på 6 pct., mens FLSmidth herhjemme stiger 1,1 pct. til 377,40 kr.
Længere ude blandt sidepapirerne har NNIT fået skåret sit kursmål til 121 kr. fra 153 kr. af svenske SEB, der fastholder anbefalingen "køb".
It-koncernen stiger 0,3 pct. til 78,50 kr. efter onsdagens dyk på 11,1 pct., der kom efter en skuffende 2025-prognose og justerede mellemlange forventninger.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›