AKTIER: Solidt dansk marked - Vestas og FLSmidth i fokus
Det danske aktiemarked startede en anelse negativt oven på svaghed i futures-marked, men da futures-marked efterfølgende har rettet sig og etableret en lettere stigende tendens, har de danske aktier været stigende frem til middagstid.
Det toneangivende OMXC20-indeks handles kort før middag 1,46 pct. højere i 264,35.
Indekset bliver ellers presset af et kursfald på over 3 pct. i Vestas-aktien, som falder til kurs 273,5.
Den amerikanske bank Morgan Stanley har nemlig sænket sin anbefaling af Vestas til "Undervægt" fra "Neutral". Morgan Stanley vurderer, at salgspriserne for møllerne vil komme under pres i løbet af de kommende år, noget som især Vestas ventes at blive ramt af.
Anbefalingen på Gamesa er dog også blevet nedjusteret.
Morgan Stanley forventer ikke et priskollaps på vindmøllemarkedet, men mener ikke, at aktien har inddiskonteret en eventuel forværring af markedet i 2010, hvorfor aktien gives et kursmål på 250 kr.
Det globale mineselskab BHP Billiton er kommet med halvårsregnskab her til morgen.
BHP bekræfter, at de vil fortsætte med at investere disciplineret og værdiskabende gennem finanskrisen, hvilket betyder, at BHP øger investeringerne til 11,3 mia. USD i finansåret 2009 fra 9,3 mia. i finansåret 2008. BHP forventer dog på nuværende tidspunkt kun at investere 9,8 mia. USD i finansåret 2010 som følge af den aktuelt lavere efterspørgsel efter metaller.
- Så til trods for at priserne på metaller og mineraler gennem den seneste tid er styrtdykket, er der stadig mineselskaber, der investerer i fremtiden, tilføjer Jyske Bank.
BHP-aktien stiger knap 5 pct. FLSmidth-aktien stiger 3,9 pct. til kurs 161.
Den finske konkurrent Metso stiger 14 pct. på sit regnskab, hvilket ligeledes bidrager til en positiv stemning for FLSmidth.
Coloplast-aktien falder 2 pct. oven på gårsdagens kraftige stigning på regnskabet.
- Oven på et regnskab, hvor Coloplast overraskede positivt ved at levere en bedre driftsindtjening end ventet og fastholdte selskabets forventninger til overskudsgraden for 2008/09, fastholder vi vores Reducer anbefaling. Vi opjusterer dog vores kursmål fra 355 til 410 kroner. Vores negative syn på aktien skyldes, at vi, på trods af vores forventninger om en fremgang i rentabiliteten over de kommende år, fortsat anser guidance for den langsigtede EBITmargin på mindst 20 pct. som værende for optimistisk. Vi vurderer, at det kan blive vanskeligt for Coloplast at indfri forventningerne, skriver Frank Hørning fra Jyske Bank.
I USA offentliggøres to interessante nøgletal i form af ADP-rapporten, der er forløberen for fredagens beskæftigelsesrapport, og ISM Service, der dækker over indkøbschefernes syn på service-sektoren.
- ADP-beskæftigelsestallene offentliggøres kl. 14:15, men da tallene ikke er en pålidelig indikator for jobmarkedet, ventes markederne at tage dem med et gran salt. Fokus vil nærmere være på ISM for ikke-fremstillingsindustrien, der offentliggøres kl. 16:00, og hvor vi venter en svag overraskelse på opsiden med et lidt mindre fald end konsensusforventningen. I lyset af den positive overraskelse i forbindelse med ISM i mandags hælder risikoen for vores prognose til opsiden, skriver Danske Bank.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›