AKTIER: TDC og vindmøller trak markedet op

Udgivet den 15-01-2001  |  kl. 17:26  |  

København--15. januar--NetPosten--Det danske aktiemarked lukkede lidt højere mandag i et marked trukket op af Tele Danmark Communications (TDC) og vindmølle-aktierne. KFX-indekset sluttede 1,72 point højere i 326,29. Det danske aktiemarked var præget af, at USA var lukket som følge af Martin Luther King Day. Det får investorerne til at holde sig på sidelinien.

Omsætningen i TDC har været ganske pæn, og det er fortsat spekulationer om en overtagelse af selskabet, der hiver aktien op. TDCs Dyremose har dog meldt ud, at han ikke forventer, at amerikanske SBC vil sælge det danske tele-selskab på det nuværende kursniveau, men alligevel er aktien steget med 20 kr. mandag til 425 kr.

En positiv artikel i mandagens udgave af dagbladet Børsen omkring vindmølle-industrien trak de to danske vindmølle-aktier op. NEG Micon steg med 16,50 kr. til 446,50 kr., mens Vestas steg med 20 kr. til 448 kr.

Service-aktierne havde derimod en svær dag på det danske marked. ISS faldt tilbage med 11 kr. til 545 kr., mens Group 4 Falck faldt med 25 kr. til 1045 kr.

Bank-aktierne har haft en modsatrettet dag, hvor Nordea (Unibank) steg, mens Danske Bank faldt. Nordea har således en frisk anbefaling fra Morgan Stanley i ryggen. Det amerikanske finanshus har udnævnt Nordea til deres favorit i Europa, og mandag steg Nordea med 1,5 kr. til 62,50 kr. Danske Bank faldt derimod tilbage med 5,00 kr. til 143,50 kr. Jyske Bank, der har fremrykket fremlæggelsen af regnskabet fire uger, sluttede uændret i 161 kr.

Novzymes steg lidt mandag, efter at Jyske Bank og Sydbank er kommet med positive anbefalinger af aktien. De to banker mener, at selskabet skal op i henholdsvis 170 og 190. Aktien sluttede 1,50 kr. højere i 154,50.

Nowaco, der fortsat er i forhandlinger om et salg af hele selskabet, handles fortsat i 320 kr., hvilket er 10 kr. højere, end da selskabet selv berettede om den mulige overtagelse.

Udgivet af: NPinvestordk