AKTIER: Udsigt til stigende marked - Men spørgsmålet om Danmark kan følge med udlandet

Udgivet den 08-03-1999  |  kl. 09:16  |  

København--8. marts--NetPosten--Der er udsigt til pæne stigninger på det danske aktiemarked mandag, efter at det amerikanske Dow Jones indeks fredag steg med 2,84 pct. til rekordniveauet 9.736,08. Det høje niveau er nået gennem fortsat pæne amerikanske arbejdsløshedstal kombineret med en fortsat markant løntilbageholdenhed.

Det er dog usvist, hvor meget det danske marked vil stige i dag. Køberne i det danske marked udviser således fortsat stor forsigtighed. Ydermere er de danske aktier noteret i New York faldet tilbage. Novo faldt med 9 kr. til 741 kr., mens Tele Danmark faldt med 4 kr. til 806 kr.

Netop Tele Danmark ventes at komme i fokus i dag, efter at koncernchef Henning Dyremose i Børsen meddeler, at selskabet er klar til en 10 mia. kr. stor ekspansion - især i Norden. Det kan give ekstra interesse for den aktie i dag.

NeuroSearch faldt fredag med 220 kr. 145 kr. i sidste handel. Faldet skyldes, at NeuroSearch har måttet udskyde nogle projekter, hvilket har betydet, at markedet - og andre selskaber inden for branchen - har mistet tilliden til selskabet.

Det danske KFX-indeks steg fredag med 0,77 point til indeks 201,60.

Udgivet af: NPinvestordk