Aktier/Europa: Solen skinner på markederne

Udgivet den 24-04-2014  |  kl. 12:45  |  

De europæiske aktier er i fin form torsdag middag, hvor mere end 500 selskaber i det brede Stoxx 600-indeks stiger. Størst er stigningerne i franske Alstom, der rygtes at vil få et købstilbud fra GE, mens der er svenske selskaber på de to efterfølgende pladser.

Stoxx 600-indekset stiger 0,8 pct. til indeks 337,73. Der er stigninger i de tre store indeks i Frankrig, England og Tyskland på 0,7-1,0 pct.

Rygter om et amerikansk opkøb med en pæn præmie får torsdag formiddag investorerne til at flokkes om aktien i det franske industrikonglomerat Alstom. Aktien i selskabet stiger godt 14 pct. til 27,85 euro. Det er den største stigning blandt aktierne i det brede europæiske Stoxx 600-indeks.

Ifølge kilder, som Bloomberg News har talt med, arbejder General Electric på et opkøb af Alstom og ligger i diskussioner med selskabet. De anonyme kilder mener, at prisen kan overstige 13 mia. dollar (70 mia. kr.)

Skulle et sådant tilbud blive officielt, vil det repræsentere en præmie på omkring 25 pct. i forhold til prisen for Alstoms aktie onsdag ved børslukketid. Dermed vil der - trods den nuværende stigning - fortsat være noget at komme efter for Alstom-aktionærerne.

Alstom er mest kendt for sin ekspertise inden for elektricitetsværker og tog, men har de seneste år satset mere og mere på vindenergi og særligt havvindmøller.

Den svenske lastbilsproducent Scania, der er under belejring af hovedaktionæren tyske Volkswagen, der vil have fuld kontrol, stiger næstmest. Aktien stiger godt 9,5 pct. til 189,50 skr. Der er større og større modstand mod VWs bud på selskabet, der er på 200 skr. I hvert fald 7,1 pct. af aktiekapitalen er ifølge Bloomberg News imod overtagelsen, og dermed er man tæt på de 10 pct., som kan blokere, da VW vil have 90 pct.

Solen skinner også på den svenske haveudstyrsproducent Husqvarna, som i første kvartal trimmede omkostningerne og dermed fik en blomstrende bundlinje.

På aktiemarkedet belønnes det torsdag middag med en stigning på godt 7,8 pct. til 50,35 skr.

Omsætningen i kvartalet endte nogenlunde som ventet på 9685 mio. skr. mod en forventning blandt analytikerne om en omsætning på 9660 mio. skr. ifølge SME Direkt. Det resulterede i et driftsoverskud på 903 mio. skr. mod ventet 845 mio. skr. På bundlinjen steg overskuddet til 615 mio. skr. fra 465 mio. skr., mens der var ventet et plus på 582 mio. skr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder