Aktier/middag: Blodrødt C25 i frygt for recession og renter

Udgivet den 28-09-2022  |  kl. 11:27  |  
Arkiv: Foto

Store aktiefald på alverdens børser og generel global usikkerhed sender de danske aktier ned onsdag, hvor selskabsspecifikke nyheder drukner i nedturen.

Det danske eliteindeks, C25, dykker 2,4 pct. til 1428,79 onsdag ved middagstid. Kun Novo Nordisk går fri med et plus på 0,2 pct. til 748,60 kr.

- Det hele er malet i rødt. Det er frygt for recession og uro på rentemarkederne, og taler fra Federal Reserves medlemmer i går og i dag skaber mere usikkerhed om inflation, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, til MarketWire.

Carlsberg holder ellers kapitalmarkedsdag onsdag, men drukner dog i larmen fra finansmarkederne.

- Det er næsten ligegyldigt. Der er klø over hele linjen, siger Ole Kjær Jensen.

- Usikkerhederne spiller på flere tangenter i øjeblikket. Gaslækket i Østersøen i går giver usikkerheder på markedet i dag i forhold til den sårbarhed, som er i vores forsyningsled, og samtidig holdes der også skarpt øje med valutakursudviklingen, fortsætter han.

Den amerikanske dollar indikerer ligeledes uro. Den amerikanske valuta er styrket til 7,79 kr. - det stærkeste niveau siden 2002. Og selv om det kommer flere danske selskaber med aktiviteter i USA til gode, så er det i den grad også et krisetegn og et signal om, at investorerne søger i sikker havn i USA.

CARLSBERG MED NYT

For Carlsberg kan kapitalmarkedsdagen blandt andet kaste lys over, hvor hårdt ramt bryggeriet er af de stigende omkostninger til energi, byg og humle. Aktien falder 2,3 pct. til 912,40 kr.

Helt i bunden af markedet ligger GN 5,1 pct. lavere i 143,45 kr.

A.P. Møller-Mærsk var tirsdag den mest stigende i C25-regi, men det går onsdag den anden vej, da den danske rederiaktie følger udviklingen blandt de asiatiske rederiaktier, hvor flere oplever relativt store kursfald.

Mærsks B-aktie falder 4,0 pct. til 13.825 kr.

I onsdagens udgave af Børsen forsikrer Mærsks finansdirektør, Patrick Jany, at de vilde udsving for Mærsk er fortid - også selv om verden vælter hovedkulds ind i en økonomisk nedtur.

DOLLAR I STÆRKESTE NIVEAU I 20 ÅR

Dollarstyrkelsen er en tydelig indikator for uro på finansmarkederne, men kan på sigt også give medvind til danske selskaber, vurderer investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.

- Den stigende dollar er isoleret godt for dansk eksport, men den er et skidt signal om globale udfordringer, skriver han i en kommentar.

- De større danske life science-selskaber som Novo Nordisk, Coloplast, Demant, Lundbeck, Ambu samt Novozymes og flere andre har alle en stor eller meget stor andel af deres indtægter i dollar. Selskaberne vil ikke i 2022 kunne mærke effekten af den stigende dollar på grund af valutaafdækning, men for 2023 vil effekten med lidt forsinkelse slå fuldt igennem, vurderer Per Hansen.

Han peger på, at forsinkelsen skyldes løbende afdækning på op til 12 måneder, som gør, at dollarstigninger og ditto fald først slår igennem gradvist over en periode.

Coloplast ligger 2,0 pct. lavere i 746,40 kr., og Ambu og Lundbeck falder henholdsvis 2,7 pct. og 2,2 pct. til 63,38 kr. og 25,06 kr.

Dollarstyrkelsen har ikke afholdt Coloplast, Ambu og Lundbeck fra at falde mellem 26 pct. og 62 pct. i år frem til tirsdag. Og Novo er steget blot 3 pct. medregnet udbytte.

.\\˙ MarketWire

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯