Aktier/middag: C25 på rekordkurs anført af grønne aktier - og dæmpet plus til DSV

Udgivet den 13-09-2024  |  kl. 11:47  |  
Arkiv: Foto

Transportkoncernen DSV stjæler overskrifterne fredag på det danske aktiemarked efter transportkoncernens historisk store opkøb af tyske DB Schenker.

Der er dog en hel del af de danske eliteaktier, der fredag klarer sig bedre end DSV, herunder de grønne aktier, høreapparatselskaberne og Mærsk, og eliteindekset C25 er med et plus på 1,2 pct. til 2035,64 på vej til at lukke i det højeste niveau nogensinde.

Den seneste lukkerekord for indekset på 2020,69 er fra den 12. november 2021. I sidste uge gik indekset på weekend i 1955,48 - og dermed er der udsigt til et solidt ugeplus.

STIGNING TIL DSV REDUCERET

- Der er en god stemning på aktiemarkedet i Europa, og herhjemme ligger vi også lunt i svinget. DSV-aktien har mistet lidt af glansen fra dagens begyndelse, men det handler selvfølgelig meget om, at den fik rigtigt meget i går, da vi fik meldinger om, at DSV lå rigtigt godt til at vinde kampen om Schenker, siger senioraktierådgiver Martin Munk i Jyske Bank.

DSV ligger fredag ved 11.40-tiden 0,2 pct. højere i 1377,50 kr., efter at kursen tidligere på dagen toppede i 1434 kr. Torsdag steg aktien 10 pct., efter at Reuters med henvisning til unavngivne kilder kunne berette, at DSV var blevet valgt som køber af DB Schenker.

- Der kommer nogle nye DSV-aktier i spil på et tidspunkt til finansieringen af opkøbet. Det kan godt være noget, der sidder i baghovedet hos nogle investorer, at det også vil være en mulighed, hvis man gerne vil deltage.

- Men der er ingen tvivl om, at man har set betydeligt potentiale i det opkøb, og derfor blev aktien også belønnet for det torsdag - og til dels i dag, siger Martin Munk.

GRØNT MOMENTUM EFTER PRÆSIDENTDEBAT I USA

I det danske eliteindeks topper Vestas med en stigning på 3,1 pct. til 160,45 kr. efterfulgt af Ørsted, der stiger 2,6 pct. til 439,60 kr.

- De grønne aktier, Vestas og Ørsted, ligger stadigvæk lunt i svinget oven på debatten mellem de to præsidentkandidater i USA. Alle eksperterne konkluderer, at Kamala Harris var vinder af den debat, hvilket giver noget grønt momentum for de grønne aktier, siger Martin Munk.

I modsætning til Harris har Donald Trump ved flere lejligheder vist afsky for vindmøller, og der har været bekymring for, at han potentielt kunne afspore noget af det momentum, der de senere år er blevet skabt for vedvarende energi i USA.

Trods endnu en uge med faldende fragtrater viser Mærsk-aktierne også positive takter - for tredje dag i træk vel at mærke. Mærsk B stiger 2,2 pct. til 10.355 kr., efter at den tirsdag ramte det laveste niveau siden starten af maj.

- Mærsk-aktierne har haft et godt momentum de seneste dage. De er historisk billigt prissat i øjeblikket i forhold til egenkapitalen. Det, der så taler imod, er, at vi også kigger ind i et svært containermarked, hvor de fleste ser et misforhold mellem udbud og efterspørgsel på containersiden de kommende år, siger Martin Munk.

HÆVEDE ANBEFALINGER TIL HØREAPPARATAKTIER

Også GN og Demant ligger med helt fremme efter analysenyt fra den britiske storbank HSBC, der har løftet anbefalingen for begge aktier.

GN har fået løftet sin aktieanbefaling til "køb" fra "hold", og kursmålet er desuden løftet et nøk til 195 kr. fra 190 kr.

Anbefalingen for Demant er desuden hævet til "hold" fra "reducer", og kursmålet er løftet til 260 kr. fra 230 kr.

GN-aktien stiger 2,4 pct. til 163,25 kr., og Demant ligger 2,2 pct. højere i 284,20 kr.

Blandt sidepapirerne har celletællingsseskabet Chemometec fået sat sin anbefaling ned til "sælg" fra "hold" af Nordea efter regnskabet for 2023/24, der blev offentliggjort sent onsdag.

Svenske SEB har hævet kursmålet til 482 kr. fra 410 kr. og gentager sin købsanbefaling.

Chemometec-aktien falder 1,6 pct. til 422,80 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:55 Europa/lukning: Byggekæde og våbenproducent var yderpoler på grøn dag
17:07 Tirsdagens aktier: Novo trak eliteindeks ned - rekorder til C25 sat på pause
17:00 Tirsdagens obligationer: Lille rentestigning frem mod amerikansk rentemelding
16:22 Citi udpeger ny chipdarling: Analog Devices tager førstepladsen fra Micron
15:49 Vestas-rival stiger for syvende dag i træk: Storbank anbefaler nu "køb"
15:38 USA/åbning: Intel i ny optur i de første handler - indeks på rekordjagt
15:18 Amerikansk industriproduktion havde mere fart på end ventet i august
14:56 Chefstrateg: Fremgang i detailsalget rykker næppe ved lempelsesomfang i Federal Reserve
14:39 De amerikanske forbrugere spenderede lidt mere i august
14:12 Nykredit om amerikansk rentesænkning: Serie af lempelser på 25 basispoint forventes
14:01 USA/tendens: Håb om lavere renter holder humøret oppe - Microsoft belønnes for aktiekøb
13:31 Tysk vindauktion af landmølleprojekter overtegnet for første gang siden 2022
13:26 Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske tal med chokoladeproducent i top
12:50 Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske med chokoladeproducent i top
12:34 Mærsk har fragtet gods gennem Rusland trods internt forbud
12:29 Investeringsstrateg peger på favoritter inden ny fase med rentenedsættelser
11:56 Gaspriser stiger fra syv ugers lavpunkt: Højt lagerniveau i Europa før fyringssæson
11:53 Obligationer/middag: Rente i ro forud for temperaturmåling på amerikanske forbrug
11:41 Aktier/middag: DSV i fremgang på efterdønninger men fokus er på Fed
11:26 Roblon tæt på nulresultat i tredje kvartal - fastholder årsprognosen