Aktier/middag: Marginalt faldende marked i venteposition
Det danske aktiemarked ligger fredag ved middagstid i et mindre minus efter et fald til størstedelen af C20-selskaberne. Meget kan dog nå at ændre sig i eftermiddag alt afhængigt af, hvordan markedet vælger at reagere på resultatet af den amerikanske jobrapport, der offentliggøres kl. 14.30.
Det toneangivende C20-indeks ligger ved 11.40-tiden et lille fald på 0,3 pct. i 608,2. Bunden af indekset udgøres af GN og William Demant, der henholdsvis falder 2,1 pct. til 116,8 kr og 1,6 pct. til 484 kr. William Demant-aktien trækkes ned at, at den schweiziske storbank UBS har sænket sin anbefaling for aktien til "neutral" fra "køb".
A. P. Møller - Mærsk har gennemført salget af sin aktiepost på 31,3 pct. af aktiekapitalen i DFDS, hvilket er sket til en samlet pris på 1,642 mia. kr. Mærsks B-aktie falder 0,4 pct. til 50.450 kr.
DFDS har selv købt en aktiepost på 12 pct. og DFDS-aktien stiger 3,7 pct. til 374,5 kr. Mærsks exit fra DFDS kan på længere sigt blive positivt for DFDS-aktien, mener rederiets topchef.
- Når Mærsk annoncerer, som de gjorde sidste år, at de er sælger, så skaber det sådan et "overhang", som markedet siger, af en stor portion aktier, som på et eller andet tidspunkt kommer til salg. Det er med til ligesom at trykke aktien lidt - andre investorer holder sig tilbage indtil de ser, at den her portion aktier er solgt, siger administrerende direktør Niels Smedegaard fra DFDS til Ritzau Finans.
Smedegaard påpeger endvidere, at der med transaktionen sker en ændring af selskabets kapitalstruktur. Gearingen stiger til et mere fornuftigt niveau, og likviditeten i aktien øges samtidig.
SAS stiger med 3,2 pct. til 12,9 kr. efter trafiktal for august, der viser en trafikvækst på 10,3 pct. i forhold til samme periode sidste år. Flyselskabet har derudover fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "sælg" hos ABG Sundal Collider, hvor kursmålet nu lyder på 15,32 kr. mod tidligere 8,57 kr.
Vestas-aktien ligger i toppen af C20-indekset med en stigning på 0,7 pct. til 114,2 kr. Vindmølleproducenten har fået løftet sit kursmål til 45 kr. fra 35 kr. af Exane BNP Paribas, hvor anbefalingen på aktien fortsat lyder på "underperform".
DSV-aktien satte torsdag kursrekord, og de positive tendenser fortsætter fredag for transportselskabet stiger 0,4 pct. til 153,3 kr. Nordea Markets har fredag hævet kursmålet for aktien til 175 kr, mens anbefalingen om "køb" fastholdes.
Fredag eftermiddag lander arbejdsmarkedsrapporten fra USA, hvor konsensus blandt økonomerne er en beskæftigelsesvækst i USA på 180.000 i august og en uændret arbejdsløshed på 7,4 pct. Beskæftigelsesudviklingen er afgørende for, hvornår den amerikanske centralbank indleder en lempet købsstrategi af de månedlige opkøb af stats- og boligobligationer.
Centralbanken har tidligere været ude at sige, at den fortsætter opkøbene, indtil udsigterne for jobmarkedet er forbedret markant. Det er dog ikke til at vide, hvordan markedet vil reagere på resultatet af rapporten.
- Et godt tal fra arbejdsmarkedet kan tolkes både positivt og negativt. Et godt tal vil selvfølgelig være godt for økonomien, men det øger samtidig sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank vil drosle ned for opkøbene. Omvendt vil en svag arbejdsmarkedsrapport måske af nogle blive tolket som et tegn på, at der ikke kommer en neddrosling af opkøbene, men det vil også være dårligt for økonomien, siger Jesper Bamberger, der er aktierådgiver hos Nordea, til Ritzau Finans og fortsætter:
- Derfor der lidt usikkerhed om, hvordan markedet vil tolke tallene fra arbejdsmarkedsrapporten, der er den allervigtigste begivenhed i dag.
/ritzau/FINANS
Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk