Valuta: Investorerne træder vande op til amerikansk jobrapport
Japanske yen fastholder og udbygger de seneste dages styrkelse en anelse fredag morgen, mens resten af valutamarkedet træder vande op til dagens vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport.
Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 107,70 mod 107,85 torsdag eftermiddag ved 17-tiden og 108,23 sidste fredag.
Hele ugen har båret præg af fluktuationer i slipstrømmen af markedsbevægende meldinger om amerikanske toldtrusler, der har spruttet ud af præsident Donald Trump som skidt ud af en kanin.
Fredag sætter markedsdeltagerne sig på deres hænder op til de amerikanske jobdata, der kan give indikationer om den amerikanske centralbanks næste pengepolitiske træk.
Det amerikanske arbejdsmarked er fortsat robust, og økonomerne forventer, at arbejdsløsheden var stabil med 4,1 pct. i januar, mens der blev skabt 170.000 job uden for landbrugssektoren.
Dagens beskæftigelsesdata kan dog være svære at fortolke, da der er foretaget betydelige ændringer i befolkningstilvæksten af det amerikanske statistiske kontor, US Census Bureau, i december.
Det kan ifølge Commerzbank "komplicere markedets reaktioner".
- Vi kan komme til at se store revisioner i de månedlige beskæftigelsesdata, påpeger Commerzbank i et notat ifølge Reuters.
De seneste meldinger fra medlemmer af den amerikanske centralbanks pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), er, at renten på nuværende tidspunkt sandsynligvis holdes i ro. Og det er på trods af krav fra Donald Trump om lavere renter.
Chefen for centralbankens afdeling i Dallas, Lorie Logan, signalerede torsdag, at hun var klar til at holde renterne i ro i "ganske lang tid", også selvom inflationen fortsætter med at falde og dermed nærme sig Federal Reserves mål på 2 pct.
- Hvad nu, hvis inflationen kommer tæt på 2,0 pct. i de kommende måneder? Mens det ville være gode nyheder, så vil det ikke nødvendigvis tillade FOMC at sænke renterne snart, lød det torsdag fra Lorie Logan.
Og Austan Goolsbee, som er chef for Federal Reserves afdeling i Chicago, pegede torsdag på, at usikkerheden omkring finanspolitikken i USA efter Donald Trumps tiltræden som præsident, vil få FOMC til at tæve med at reducere renten.
Donald Trump har fra første færd truet med told på import fra Mexico, Canada, Kina og EU, og administrationen er gået i gang med at deportere illegale immigranter, samtidig med at der en en forventning om kommende skattelettelser.
Det vil med stor sandsynlighed øge inflationen i USA, hvilket allerede har sat sine spor i de lange amerikanske obligationsmarkedsrenter.
Dollar koster fredag morgen 151,58 yen mod 151,69 yen torsdag eftermiddag klokken 17.
Euro koster samtidig 1,0384 dollar mod 1,0369 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,2434 dollar mod 1,2414 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›