Aktier/middag: Moderat gevinsthjemtagning efter opblomstring

Udgivet den 27-03-2020  |  kl. 12:15  |  
Arkiv: Maersk

Det danske aktiemarked er fredag udsat for lidt gevinsthjemtagning efter de seneste dages optur, hvor ISS-aktien indtager bundplaceringen, og Novozymes-aktien er at finde i toppen af eliteindekset.

C25-indekset falder fredag middag med 0,7 pct. til 1079,17, efter at de tre seneste dage har vist stigninger på mellem 2,4 pct. og 4,1 pct., mens mandagen endte med et fald på 4 pct.

Set over hele ugen er indekset indtil nu steget omkring 5 pct., men der er fortsat tale om et fald på næsten 11 pct. siden starten af marts.

- Aktiemarkederne hænger lidt i bremsen, idet investorerne tager gevinster hjem efter de seneste dages rebound, hvilket er helt naturligt efter, at aktierne er kørt relativt meget op, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank til Ritzau Finans.

Novozymes-aktien har med en stigning på 5,4 pct. til 304,90 kr. lagt sig i spidsen af eliteindekset, hvilket sker uden selskabsspecifikke nyheder.

- Jeg har ikke set noget specifikt på Novozymes, men man har på det seneste set disse store udsving i enkeltaktier, der kan være svære at forklare. Det kan være fordi det er en defensiv aktie, der klarer sig bedre i dag. De cykliske aktier klarer sig til gengæld dårligere, siger Mads Zink.

Blandt de cykliske aktier er A.P. Møller-Mærsk sejlet ind i modvind, hvor B-aktien falder med 2,3 pct. til 5914 kr. efter at aktien var blandt frontløberne på det danske aktiemarked torsdag, men fredag er stemningen anderledes negativ omkring transport- og logistik.

Mærsk får sænket kursmålet for sin B-aktie til 6000 kr. mod tidligere 9000 kr., og samtidig gentages anbefalingen "hold".

Selskabet har torsdag fået hævet sin anbefaling til "neutral" fra "undervægt" af det amerikanske finanshus JPMorgan, skriver Bloomberg News fredag. Kursmålet er sænket til 5778 kr. fra 6239 kr.

Transportkollegaen DSV Panalpina var også at finde i toppen af eliteindekset torsdag, og fredag fortsætter opturen med et plus på 0,7 pct. til 590,80 kr.

Fredag er Berenberg også på banen med et sænket kursmål for DSV Panalpina til 740 kr. fra 830 kr. Anbefalingen er stadig "køb", viser data fra Bloomberg.

Novo Nordisk er under teknisk pres, da der fredag fragår et udbytte på 5,35 kr. per aktie.

Medicinalaktien ligger ved middagstid med et minus på 2,0 pct. - eller 7,65 kr. - lavere i 376,35 kr.

Ørsted-aktien falder 2,5 pct. til 668,60 kr., efter at finanshuset Kepler Cheuvreux har sænket sin anbefaling af aktien til "reducer" fra "hold".

I samme ombæring sænker Kepler sit kursmål for aktien til 500 kr. mod tidligere 700 kr.

Energikoncernen har klaret sig særdeles godt på børsen i denne uge, hvor aktien har taget et samlet hop på omkring 11 pct. trods faldet fredag morgen.

TRYG FASTHOLDER EN DEL AF FORVENTNINGERNE

I den modsatte ende af indekset ligger forsikringskoncernen Tryg, der fredag morgen har oplyst, at selskabet fortsat går efter at nå et forsikringsteknisk resultat på 3,3 mia. kr. i 2020.

- Alt imens vi anerkender den markant stigende globale usikkerhed, som midlertidigt vil øge udsvingene i erstatningerne, vurderer vi, at vores forretningsmodel er modstandsdygtig og vores drift stabil, fremgår det af en meddelelse til fondsbørsen.

Tryg ophæver til gengæld målet om en egenkapitalforrentning på 21 eller derover. Det skyldes den negative udvikling på de finansielle markeder i kølvandet af det globale udbrud af coronavirus.

Forsikringsaktien stiger 1,6 pct. til 162,700 kr.

ISS-aktien ligger fredag middag med det største fald i C25-regi, hvor aktierne i serviceselskabet taber 4,6 pct. til 89,38 kr., hvilket har reduceret den seneste uges markante fremgang til 25 pct.

CARLSBERG FÅR BÅDE HÆVET OG SÆNKET KURSMÅL

Bryggerikoncernen Carlsberg går tilbage med 0,3 pct. til 737 kr.

Finanshuset Bernstein har nu løftet sit kursmål for bryggeriaktien med 50 kr. til 900 kr., og anbefalingen er ifølge Bloomberg News fortsat "market perform.

Torsdag efter børslukketid kom det også frem, at investeringsbanken Société Générale omvendt har skåret kursmålet for Carlsberg-aktien med 14 pct. til 950 kr. fra 1100 kr.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb", og det nye kursmål indikerer da også stadig et potentiale på knap 29 pct. i forhold til lukkekursen torsdag.

Branchefællen Royal Unibrew har fået løftet sin anbefaling til "køb" mod tidligere "neutral". I samme ombæring sænker finanshuset sit kursmål med en tier til 530 kr. fra 540 kr.

Fredag stiger aktien i Danmarks næststørste bryggeri med 0,1 pct. til 441,10 kr.

Rockwool har desuden fået skåret kursmålet til 900 kr. fra 1480 kr. af Morgan Stanley. Anbefalingen er fortsat "undervægt" af aktien, der falder 2,4 pct. til 1162 kr. fredag.

ZEALAND PHARMA HENTER TRECIFRET MILLIONBELØB

Natten til fredag kom der også nyt fra Zealand Pharma, der har hentet 137 mio. kr. i en rettet emission.

Investorerne har tegnet 741.816 nye aktier med en nominel værdi af 1 kr., der betalt 185 kr. for per styk. Det er en rabat på knap 5 pct. fra torsdagens lukkeniveau.

Bruttoprovenuet skal sammen med den eksisterende likviditet bruges til at støtte selskabets igangværende forskning og gøre klar til lanceringen af Zealands første aktiv i eget regi.

Zealand Pharma-aktien stiger fredag 1,8 pct. til 198,10 kr.

Tegningsperioden for nye aktier er også afsluttet hos Bavarian Nordic, og aktieemissionen står til at sikre selskabet et bruttoprovenu på 2824 mio. kr.

I alt er 17.629.889 nye aktier i Bavarian Nordic blev tegnet af allerede eksisterende aktionærer, der har udnyttet den tildelte tegningsret, eller af andre investorer, der har udnyttet en tegningsret, som de har købt.

Aktien falder 4,3 pct. til 110,65 kr.

Blandt sidepapirerne er der også teknisk pres på Scandinavian Tobacco Group, der falder 8,1 pct. eller 6 kr. til 68,05 kr. efter fragået udbytte på 6,10 kr. per aktie.

Sparekassen Sjælland-Fyn fortsætter med at købe op i Lollands Bank. Fredag har sparekassen øget sin ejerandel til over 20 pct., fremgår det af en børsmeddelelse. Det sker, blot et par dage efter at sparekassen nåede en ejerandel på over 15 pct.

Lollands Bank-aktien stiger 2,4 pct. til 420 kr., og aktien er nu steget med 55 pct. på en uge.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder