Aktier/middag: Nordea og Danske banket op i toppen af C20

Udgivet den 22-10-2013  |  kl. 11:11  |  

Mens en afventende holdning forud for eftermiddagens arbejdsmarkedsrapport fra USA får hovedparten af de store europæiske aktiemarkeder til at stå stille, er stemningen bedre i København og Stockholm. Et uventet stærkt regnskab fra Swedbank trækker de store nordiske banker i plus, og det kan mærkes.

Det ledende danske indeks, C20 Cap, sætter med en fremgang på 0,5 pct. til niveau 651,63 kursen mod den tredje rekord i træk, og det har det meste af formiddagen været med storbankerne i front.

Nordea topper C20 med en stigning på 1,5 pct. til 69,95 kr., men der er også forholdsvis pæne fremgange til Jyske Bank og Danske Bank, der ved middagstid ligger 0,7 og 0,6 pct. højere i 303,3 og 124,1 kr.

Swedbank aflagde tidligt tirsdag sit kvartalsregnskab, og det tegner ifølge aktieanalytiker Jesper Christensen fra Alm. Brand Markets godt for Nordea. Swedbank landede et driftsresultat på 5,2 mia. skr. i kvartalet, hvor der ellers kun var ventet 4,8 mia. skr. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt. Det resultat blev skabt på baggrund af rente- og gebyrindtægter, der var noget større end forudset.

- Toplinjen var langt stærkere på nettorenterne, og det var den også på gebyrsiden. Det gør, at de samlede indtægter var væsentligt større end ventet, siger Jesper Christensen til Ritzau Finans.

Den nyhed vægter investorernes øjensynligt højere end Jyllands-Postens forsidehistorie om risiko for nye store nedskrivninger på udlån i bankerne - udløst af strengere regler for udlån til andelsboligforeninger.

Investorerne positionerer sig til onsdagens regnskab fra Chr. Hansen ved at sende aktien op med 0,9 pct. til 195,3 kr., og Novozymes, der kommer med kvartalsregnskab på fredag, stiger 0,8 pct. til 213,2 kr.

Klyngen af danske ingrediensvirksomheder venter fremgang i omsætningen i de kommende tre år, øgede markedsandele globalt samt flere nye job herhjemme. Det fremgår af en kortlægning af den danske ingrediensindustri, som Ingrediensforum under DI står bag. Ingredienser til den globale fødevareindustri er blevet så stor en dansk specialitet, at hele 14 pct. i dag kommer fra Danmark, skriver Børsen.

Credit Suisse har i en analyse løftet kursmålet for GN Store Nord til 120 kr. fra 110 kr., og sat kursmålet for William Demants aktie op til 540 kr. fra 490 kr. Anbefalingen er stadig henholdsvis "underperform" og "neutral". GN Store Nord og William Demant stiger begge med 0,3 pct. til kurserne 128,8 og 528,5 kr.

Til eftermiddag rettes fokus mod jobrapporten fra USA, som blev forsinket på grund af den midlertidige nedlukning af det amerikanske statsapparat. Rapporten tillægges stor værdi, fordi den vurderes at have stor betydning for en eventuel nedtrapning af den amerikanske centralbanks støtteprogram.

Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News ventes rapporten at vise en jobskabelse på 180.000 uden for landbruget i måneden. Arbejdsløsheden holder sig formentlig på 7,3 pct., er forventningen.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Ericsson blev sendt i skammekrogen mens Novo og Burberry lyste op
17:47 Tørlastindeks falder for ottende dag i træk
17:09 Fredagens obligationer: Opmuntrende aktivitetsindeks fra Europa sendte renten lidt op
17:04 Fredagens aktier: Novo sendt i fuldt firspring oven på lovende fedmedata
17:02 Novos markedsværdi steg 183 mia. kr. efter stærke fedmedata
16:02 USA: Michigan-indekset nedrevideret i endelig opgørelse
15:52 USA/åbning: Kommer sidelæns fra start - Meta går frem
15:49 Amerikansk erhvervstillid skuffer drevet af servicesektoren
15:36 Sydbank om Novo: Fuldstændig fair kursreaktion på stærke vægttabsdata
14:40 Amerikansk softwareselskab overrasker positivt og stiger 17 pct. i formarkedet
14:25 USA/tendens: Markedet ses falde fra rekordniveau - Boeing skuffer
13:17 American Express venter vækst og rekordresultater igen i 2025
12:34 Europa/middag: Modehuse går til tops sammen med Novo og norsk forsikringskoncern
12:14 Novo imponerer med vægttabsdata: "Det her kan vende stemningen i aktien"
12:05 Obligationer/middag: Renten kravler højere oven på opmuntrende aktivitetsindeks
11:59 Novos nye håb viser vægttab på 22 pct. - aktien tordner op
11:47 Novo stryger til vejrs efter stærkt vægttab med Amycretin
11:36 Aktier/middag: Behersket optimisme efter lille åbning fra Trump - Novo over kurs 600
10:57 Danske Bank: Skelsættende amerikansk regnskabsuge i vente med Tesla, Meta og Apple
10:46 Euro styrkes efter opløftende nyt fra indkøbscheferne