Aktier/middag: Novo trækker C25 i plus i ellers afventende marked

Udgivet den 18-02-2025  |  kl. 11:42  |  
Arkiv: Foto

Det går fremad for det danske aktiemarked ved middagstid onsdag, hvor Novo Nordisk og GN er med til at trække C25-indekset op foran et ellers fladt europæisk aktiemarked.

Det sker på en ellers nyhedstynd dag, hvor handlerne i stedet retter øjnene mod fredsforhandlingerne i Saudi Arabien og den kommende tids danske regnskaber, som så småt begynder at rulle ind igen.

- Nu hvor USA havde lukket mandag, så er det ikke fordi, der er sket de store ting siden i går. Danmark handler i plus, hvilket blandt andet skyldes, at Novo stiger. Europa er mere eller mindre uforandret, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Samlet ligger eliteindekset med et plus på 0,6 pct. til 1802,42 ved middagstid, mens det europæiske Stoxx 600 ligger uændret.

Den generelle stemning i Europa er dermed noget afmålt, inden udenrigsministrene fra USA og Rusland efter planen holder fælles pressemøde senere tirsdag i forbindelse med fredsforhandlingerne om krigen i Ukraine.

- Normalt ser vi, at når der ligger lidt store geopolitiske ting forude, så er der mange, der hopper lidt på sidelinjen for at tage bestik af situationen, siger Mads Zink.

På regnskabsfronten kommer NNIT med sine tal for 2024 efter lukketid tirsdag. Senere på ugen venter regnskaber fra blandt andet ALK-Abelló, FLSmidth, Zealand Pharma, DFDS og NKT.

GENMAB OG ROCKWOOL SÆNKET

Blandt de få nyheder tirsdag er der tikket analysenyt ind til blandt andet Genmab og Rockwool.

Genmab har fået sænket sit kursmål hos Carnegie, der dog fastholder anbefalingen "køb".

Det nye kursmål lyder på 2491 kr. mod tidligere 2647 kr. Det nye kursmål indikerer et potentiale på 65 pct. i forhold til mandagens lukkekurs.

Genmab stiger 0,4 pct. til 1515 kr.

Genmab overraskede i sidste uge positivt med sin prognose for 2025, hvilket siden er blevet belønnet med en kursstigning på omkring 10 pct.

Også Rockwool har fået lavere kursmål. Her er det HSBC, der har sænket til 3200 kr. fra 3500 kr. Anbefalingen er dog uændret "køb".

Rockwool ligger med et plus på 0,9 pct. til 2872 kr.

Helt i toppen af eliteindekset ligger Novo Nordisk med en stigning på 2,1 pct. til 581,10 kr., mens GN ligger lige efter med et plus på 2 pct. til 142,45 kr. Det sker dog uden store nyheder bag de to selskaber.

Uden for C25-selskaberne har Svitzer fået sat sit kursmål ned med knap 14 pct. til 280 kr. fra 325 kr. af den amerikanske investeringsbank Citi.

Anbefalingen fastholdes på "køb".

Aktien falder små 0,3 pct. til 218,95 kr. ved middagstid.

BANKER I SØGELYSET

Bankaktierne i C25-indekset er igen i grønt og bliver hjulpet på vej af fortsat stigende renter.

Mandag gik renten markant i vejret i kølvandet på weekendens sikkerhedspolitiske topmøde i München. Det ventes nemlig, at de europæiske lande vil skrue yderligere op for forsvarsbudgetterne, og det skal formentlig ske ved øget låntagning.

Tirsdag fortsætter renten yderligere op, og det er med til at sende Danske Bank frem med 1,2 pct. til 234,70 kr., mens Jyske Bank, Nordea og Sydbank ligger med plusser på mellem 0,2 pct. og 0,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:18 Torsdagens obligationer: Renten faldt let på dag med taler og vigende nøgletal
17:14 ISS belønnet med tredjestørste stigning nogensinde oven på stærkt årsregnskab
17:05 Torsdagens aktier: ISS i tredjestørste stigning nogensinde mens Cbrain blev straffet
16:22 Europæisk forbrugertillid voksede mere end ventet
15:45 Amazon køber rettigheder til James Bond
15:41 USA/åbning: Amerikanske aktier dykker fra rekord - Walmart og Palantir sendes ned
14:25 Genmab får godkendt kræfthåb til endnu en lymfekræftform i Japan
14:22 USA/tendens: Amerikanske aktier bakker minimalt fra rekord efter ny usikkerhed
14:07 Rovsing er ramt af forsinkelser hos kunder: Overvejer salg af nye aktier
13:10 Amerikansk detailkæmpe skuffer med prognosen: Aktien sendes kraftigt ned
13:05 Europa/aktier: Carrefour ekspederes mod udgangen efter trist prognose - ISS trækker op
12:36 Carrefour slås tilbage til 2020 efter "trist" prognose for 2025
12:25 Obligationer/middag: Renter handler sidelæns før tillidstal og flere taler
11:59 Freetrailers toplinje vokser pænt i andet kvartal - bundlinjen følger med
11:45 Aktier/middag: ISS og Zealand tager top og bund efter årsregnskaber i grønt marked
11:28 Ledelse og markedet er enig: Flot kvartalsregnskab fra FLSmidth
11:06 MT Højgaard/CEO: Robust år i et marked tynget af geopolitik og renteusikkerheder
11:01 ISS-chef ser ingen grund til store opkøb i 2025 - tysk joker kan løfte tilbagekøbsprogram
10:28 DAB leverer historisk overskud i 2024: Strategiskift vil påvirke i fremtiden
10:15 NNIT har vasket tavlen ren i 2025: Danske Bank er positiv men sænker kursmål