MT Højgaard/CEO: Robust år i et marked tynget af geopolitik og renteusikkerheder

Udgivet den 20-02-2025  |  kl. 11:06  |  
Arkiv: Foto

MT Højgaard har i det forgangne år formået at manøvrere gennem et udfordret marked, hvor globale usikkerheder presser efterspørgslen på byggeri.

Det fortæller Rasmus Untidt, administrerende direktør i MT Højgaard, i forbindelse med årsregnskabet, hvor både omsætning og driftsresultatet løftes.

- Det har været et robust år. Vi leverede det, vi havde stillet markedet i udsigt, og det, synes vi, egentlig er ret stærkt, fordi markedet har været gennem et udfordret år, siger Rasmus Untidt til MarketWire og fremhæver renteusikkerheder som en hæmsko for byggebranchen.

- Kunderne ved ikke hvilken rente, de skal forholde sig til. De ved ikke, hvad der sker om et eller to år, og om de får pengene tilbage for deres investeringer, siger han.

I MT Højgaard følger man nøje den "vilde" udvikling i verdensøkonomien, men det kan være svært at følge med, når der hele tiden sker nye ting, fortæller den administrerende direktør.

- Vi bruger meget tid på at læse rapporter og analyser. Men vi ved også, at det øjeblik vi har læst en analyse, så er den nærmest for gammel. Det gør det på den ene side interessant, men jeg må også erkende, at det er lidt vildt, det vi ser, siger han.

2025 STÅR I STABILITETENS TEGN

Mens entreprenørkoncernen formåede at løfte toplinjen med 9,1 pct. til 10,68 mia. kr. og driftsresultatet, EBIT, med 24,9 pct. til 486 mio. kr., så faldt ordreindgangen omvendt med knap 10 pct.

Det skyldes en selektiv og en smule konservativ tilgang til projekterne, fortæller Rasmus Untidt.

- Der er nogle minimumskrav, som vi kører efter og har fastholdt. Det har også betydet, at der er nogle sager, vi ikke har vundet, men vi er samtidig ikke gået på kompromis. For hvis man først begynder at gøre det, så er det ikke sikkert, at man har nok til at dække sine omkostninger, fortæller han.

MT Højgaard venter et 2025, som ligger nogenlunde på linje med det forgangne år. Efter seks år med vækst står 2025 i "stabilitetens tegn" i det sidste år af strategiperioden. Her er næsten hele den udenlandske forretning blevet solgt for i stedet at rette al fokus på Danmark.

- Vi har det fundament, vi gerne vil have. Det betyder, at vi ikke skal ud og lave de store ting. Nu skal vi i stedet gøre os klar til næste skridt, lyder det fra den administrerende direktør.

Den sidste udenlandske forretning ligger i det grønlandske selskab Arssarnerit, som MT Højgaard forventer at få solgt i løbet af året.

- Vi arbejder loyalt med dem meget og får dem optimeret. Vi havde en salgsproces, som ikke blev til noget. Efterfølgende har vi skåret dem til og kommet ind til kernen ved at sælge enterpriser og anlægsaktiver. Det er den kerne, som er salgbar, siger Rasmus Untidt.

Han fremhæver dog også, at den nuværende politiske situation omkring Grønland gør salget komplekst.

- Folk ved jo ikke, hvor det ender med Grønland, og det bliver vi jo også ramt af. Det kan gå både den ene og den anden vej, så det er jo en kompleks situation, vi står overfor, siger han.

I 2025 venter MT Højgaard en omsætning på 10,0-10,5 mia. kr. og et driftsresultat, EBIT, på 400-450 mio. kr.

I kølvandet på årsregnskabet stiger MT Højgaard-aktien med 1 pct. til 305 kr.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  CEO❯  Report❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

14:38 USA/tendens: Blandet start i vente med Unitedhealth i negativt fokus
14:15 Shipping: Baltic Dry-indekset stiger for syvende dag i træk
13:57 Novo-aktien løftes af meldinger om en optimistisk ledelse
13:11 Europa/aktier: Regnskaber skaber god stemning forud for weekendens tyske valg
13:03 Irsk Rockwool-konkurrent er flyvende efter opløftende regnskab
12:50 Novonesis mister chef for Food & Beverage-division
12:16 Obligationer/middag: Rentefald efter skuffende franske PMI-tal
11:50 Zealand får trimmet kursmålet hos Morgan Stanley: Høje omkostninger er en torn i øjet
11:47 Aktier/middag: Kurs mod god ugeafslutning med Novo og ISS i front
10:50 NKT-topchef ser ingen umiddelbare risici for gigantprojekt i USA
10:12 Danske Bank: Udskiftninger i bestyrelsen - Lars-Erik Brenøe vil udtræde ultimo 2025
10:10 DFDS træder ud af et svært år: Topchef ser lyspunkter i usikkert og uforudsigeligt 2025
09:47 NKT-topchef ser ventet lavere omsætning fra højspændingskabler blive kompenseret i 2025
09:32 Råvarer: Forstyrrelser i Ruslands forsyninger holder oliepriserne stabile
09:31 FLSmidths kursmål hæves knap 5 pct. hos Kepler efter regnskab
09:22 Aktier/åbning: NKT i top på regnskab mens Zealand fortsat bankes ned
09:21 Bavarian-kursmål sættes op hos Nykredit
09:10 Carlsbergs kursmål sættes op til 1000 kr. hos Nykredit
08:59 Obligationer/åbning: Uændret renteniveau fra fredagens handelsstart
08:52 NKT-topchef ser tilbage på bemærkelsesværdigt 2024: Resultater mildt sagt tilfredsstillende