Aktier/middag: Revanche til C25 og skulderklap til SAS

Uden tunge regnskaber på menuen på ugens første handelsdag ligger det danske C25-indeks mandag middag i 1759,04 eller 1,4 pct. højere end lukkeniveauet fredag.
- Vi har snart været i positivt marked i en måneds tid, og det, som skubbede til det her til sidst var, at de amerikanske inflationstal onsdag i sidste uge ikke var så forfærdelige, som man måske kunne have frygtet, noterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.
Han fremhæver derudover, at der for det danske marked mandag klarer sig bedre end de europæiske, hvor det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ved middagstid løftes 0,3 pct.
- Danmark havde faktisk en svag dag i fredags uden nogen supergod forklaring. Men vi vinder så også lidt mere i dag. Men det hænger nok sammen med, at vi tabte en del i fredags, antager han.
Fredag faldt C25-indekset 2,1 pct.
BAVARIAN I TOP, NORDEA I BUND
I C25-regi ligger bevægelser mellem plus på 4,0 pct. til 343,60 kr. for Bavarian Nordic i toppen og et minus på 0,8 pct. 369 kr. for Jyske. Også Danske Bank og Nordea er i minus mandag middag. Generelt har finansaktierne en ringe dag i Europa, bemærker Martin Munk.
Senere på ugen kan der ventes større udsving i takt med store regnskaber fra blandt andet GN, Demant, Jyske Bank, Coloplast, FLSmidth og Carlsberg.
SAS BRILLERER
Lidt større er udskejelserne uden for eliteindekset, hvor SAS brillerer med et plus på 7,5 pct. til 0,53 kr.
SAS har fået arbejdsro til selskabets omstrukturering, efter at det gældsplagede luftfartsselskab har sikret sig tilsagn fra en amerikansk investor - Apollo Global Management - om et lån på 700 mio dollar. Det oplyste SAS i en meddelelse natten til søndag.
De 700 mio. dollar skal sikre, at SAS kan fortsætte driften og udbetale løn i de 9 til 12 måneder, som processen i USA ventes at vare.
Cbrain løftets 3,1 pct. til 215,40 kr., efter at softwarevirksomheden har indgået en ny aftale med Arbejdstilsynet om leverance af selskabets F2-platform.
Men Tivoli stiger 0,3 pct. til 806 kr. trods offentliggørelse af et overskud i andet kvartal på 41,5 mio. kr. før skat og opjustering af forventningerne for hele regnskabsåret, hvor Tivoli nu forudser et overskud på skat på 60-85 mio. kr. mod et estimat på 25-50 mio. kr. for et par måneder siden.
NYE KURSMÅL
Mens markedet venter på ugens talrige regnskaber, er der mandag en række nye kursmål og anbefalinger at forholde sig til.
Finanshuset SEB har løftet sit kursmål for Mærsk til 26.000 kr. fra 22.000 kr. Anbefalingen "køb" bliver i samme omgang gentaget, Mærsks B-aktien stiger 1,4 pct. til 20.300 kr.
GN får sænket sit kursmål hos Jyske Bank til 370 kr. fra 415 kr., men anbefalingen "stærkt køb" gentages. Aktien stiger 2,3 pct. til 259,70 kr.
For Simcorp, der i sidste uge aflagde et skuffende regnskab, har Goldman Sachs justeret kursmålet til 570 kr. mod tidligere 580 kr., mens anbefalingen "neutral" gentages.
Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Derudover har Danske Bank også sænket sit kursmål for Simcorp-aktien, der nu lyder på 700 kr. fra 760 kr. Anbefalingen er uændret "køb".
Simcorp-aktien stiger 3,5 pct. til 525,60 kr.
Endelig har Boozt fået hævet sit kursmål til 63,84 kr. fra 49,39 kr. af Danske Bank efter et godkendt regnskab fredag. Anbefaling er fortsat "hold". Men aktien falder 5,5 pct. til 56,65 kr. efter at den steg voldsomt både torsdag og fredag.
VESTAS-KONKURRENT MED STORT UNDERSKUD
Morgenen har budt på konkurrentnyt fra tyske Nordex, der søndag præsenterede tal for første halvår.
Ligesom Vestas og resten af branchen har det været en hård periode for Nordex, der kom ud af halvåret med et underskud på hele 283,2 mio. euro, svarende til 2,1 mia. kr., mens også salget og driften faldt sammenlignet med sammen periode sidste år.
Men prognosen for 2022 fastholdes.
Regnskabet viser også, at den tyske vindmølleproducent halter efter Vestas i forhold til at få hævet sine priser.
Der er lidt mere nyt til Vestas - denne gang fra USA - hvor Repræsentanternes Hus, der er det andet kammer i den amerikanske Kongres, som ventet har stemt en stor klimapakke igennem. Det var sidste bump på vejen, efter at den foregående weekend gik igennem i Senatet.
Der er dog også nedslående nyt til Vestas, da finanshuset Kepler Cheuvreux har sænket både sit kursmål og anbefaling af aktien.
Anbefalingen lyder nu på "reducer" mod tidligere "hold", og kursmålet er sænket til 155 kr. fra 168 kr.
Vestas-aktien stiger 1,0 pct. til 194,70 kr
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›