Aktier/middag: Småsur aktiestemning i København efter skuffelser fra europæiske giganter
A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk er nogle af de få lyspunkter i et ellers negativt dansk aktiemarked onsdag ved middagstid.
Skuffende meldinger fra store europæiske virksomheder som ASML og LVMH tirsdag eftermiddag og aften bidrager til en generel sur stemning på aktiemarkedet i Europa onsdag.
Herhjemme ligger C25-indekset ved 11.15-tiden 0,7 pct. lavere i 1916,36 efter fald i 21 af de 25 eliteaktier.
I Paris og Frankfurt falder de ledende indeks 0,5-0,6 pct., mens markedet i London skiller sig ud med et plus på 0,5 pct. efter opløftende britiske inflationstal.
- Det ser lidt småsløjt ud på de europæiske aktiemarkeder. Vi fik nogle kedelige meddelelser fra ASML og LVMH tirsdag, og det er to selskaber, som vægter rigtigt tungt på det europæiske marked.
- Det påvirker primært de sektorer, de er en del af, men det smitter også lidt af på stemningen på det bredere aktiemarked, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
I Holland falder chipudstyrsproducenten ASML onsdag yderligere 5 pct. efter nedturen på 15,6 pct. tirsdag, da det fremlagde et slemt skuffende regnskab for tredje kvartal, hvor antallet af nye ordrer overraskende blev mere end halveret.
Tirsdag aften kom der også skuffende tal fra den franske luksusgigant LVMH, som onsdag bliver sendt ned med 4 pct. på børsen i Paris.
NOVO OG MÆRSK HOLDER STAND
- Herhjemme er faldet ret bredt funderet. Novo Nordisk holder dog stand, men den faldt også en del lige før børslukketid tirsdag, hvor aktiestemningen på markederne i Europa blev tynget af meldingerne fra ASML, siger Martin Munk.
Mærsk-aktierne klarer også frisag, idet rederiets B-aktie stiger 0,7 pct. til 10.275 kr. efter et fald på 2,1 pct. tirsdag.
Der kan senere onsdag og de kommende dage komme fokus på høreapparataktierne GN og Demant som følge af EUHA's årlige høreapparatkongres og messe, der afholdes i Hannover i Tyskland.
- Der kan sagtens komme nogle ting dernede fra, som kan påvirke tingene, siger Martin Munk om EUHA-konferencen.
Demant-aktien ligger onsdag middag 2,0 pct. lavere i 264,80 kr., mens GN stiger 0,6 pct. til 137,25 kr.
- Vi ser også frem mod rentemødet i Den Europæiske Centralbank torsdag. Der er bred enighed om, at renten her vil blive nedsat yderligere med 25 basispoint, men det er altid spændende at høre, hvad ECB tænker og siger om fremtiden, siger Martin Munk.
NORDEA REGNSKABSAKTUEL TORSDAG
Nordea er torsdag morgen aktuel med regnskabet for tredje kvartal. Det ventes overordnet set at vise stærk indtjening, som dog ventes lavere i kvartalet end i det tilsvarende sidste år.
Resultatet vurderes blandt andet negativt påvirket af en ekstraordinær udgift til et hvidvaskforlig i USA på 32 mio. euro, men også øgede omkostninger i øvrigt og større nedskrivninger ses trække ned.
Nordea-aktien falder 0,6 pct. til 77,42 kr.
Blandt sidepapirerne stiger aktien i Huscompagniet 1,8 pct. til 67,20 kr. Selskabet kunne onsdag morgen fortælle, at det skal bygge 106 boliger i det nye boligområde Gartnerhaven i Hvidovre.
Totalentreprisen forventes at generere en omsætning på cirka 140 mio. kr., hvor størstedelen af omsætningen vil blive indregnet i 2026.
.\\˙ MarketWire