Aktier/middag: Vestas og Mærsk dominerer i grønne markeder

Udgivet den 07-01-2014  |  kl. 11:49  |  

Det danske aktiemarked ligger tirsdag ved middagstid i solidt, grønt terræn, hvilket også gør sig gældende på markederne i det resterende Europa.

Det ledende C20 Cap-indeks stiger omkring 11.30-tiden 0,9 pct. til indeks 705,81. De toneangivende aktiemarkeder i Tyskland, Frankrig og Storbritannien ligger alle med stigninger mellem 0,4-0,5 pct., hvor det paneuropæiske Stoxx 600-indeks løfter sig 0,5 pct. - endda med dansk islæt i toppen, hvor både Vestas og A.P. Møller - Mærsk blander sig blandt de ledende aktier.

Tirsdag har A.P. Møller - Mærsk meddelt, at det har indgået en aftale om at sælge aktier i Dansk Supermarked og F. Salling til F. Salling Invest og F. Salling Holding, der køber 48,68 pct. af aktierne i Dansk Supermarked og 18,72 pct. af aktierne i F. Salling.

Salget ventes at give et kontant provenu på omkring 17 mia. kr., og den regnskabsmæssige avance for A.P. Møller - Mærsk Gruppen ventes at være på omkring 14 mia. kr.

Med salget har A.P. Møller - Mærsk kastet yderligere lys over nogle af de værdier i koncernen, som kan være svære at få øje på for den enkelte investor. Det fortæller senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, til Ritzau Finans.

- Det er vel essensen af at skabe værdi for et konglomerat igennem frasalg. Når vi som analytikere har talt om, at man kan kaste lys over værdierne i Mærsk, er det her netop måden at gøre det på, og en regnskabsmæssig gevinst på omkring 14 mia. kr. fortæller hele historien, siger Jacob Pedersen.

Han kalder det godt nyt og lidt overraskende, at A.P. Møller - Mærsk netop nu sælger hovedparten af sine aktier i de to selskaber, så olie- og rederikoncernen kun sidder på 19 pct. af aktier i begge selskaber.

B-aktien i A.P. Møller - Mærsk hæver sig 4,2 pct. til 62.750 kr.

Vestas oplyste kort inden mandagens børslukning, at forventningerne til de frie pengestrømme for 2013 er opjusteret til omkring 1 mia. euro. mod en tidligere forventning på 500-700 mio. euro.

- Det ser ekstremt stærkt ud. Det er meget overraskende, at de kan levere så kraftigt et frit cash flow i 2013. Mine forventninger lå inden i den lidt lavere ende af det tidligere interval mellem 500-700 mio. euro, så det er rigtig stærkt og meget positivt for Vestas, sagde Vestas-analytiker i Jyske Bank, Janne Vincent Kjær, mandag til Ritzau Finans.

Jyske Bank har efter vindmølleproducentens opjustering øget sit kursmål for Vestas-aktien til 220 kr. mod tidligere 200 kr. Anbefalingen er stadig "køb".

Den britiske storbank HSBC har tirsdag løftet sit kursmål for Vestas aktie til 215 kr. fra tidligere 190 kr. Nordea har ligeledes løftet sit kursmål for aktien til 210 kr. fra 178 kr.

Vestas-aktien stiger 6 pct. til 197,2 kr.

Analytikerne hos Goldman Sachs har sænket kursmålet for aktien hos TDC, så kursmålet nu lyder på 63 kr. mod tidligere 67 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

TDC falder 0,1 pct. til 52,9 kr.

Novo Nordisk, der fornylig foretog et aktiesplit, har af analytikerne i S&P Capital IQ fået løftet kursmålet for aktien til 230 kr. fra tidligere omregnet 220 kr. Nordea har løftet sit kursmål til 270 kr. fra 256 kr.

Aktien i Novo Nordisk stiger 0,3 pct. til 204,7 kr.

Blandt sidepapirerne har DFDS i en fondsbørsmeddelelse meddelt, at ingen af parterne i DFDS konkurrencestrid i Den Engelske Kanal har klaget over den seneste afgørelse, og at sagen dermed fortsat ligger i den engelske Competition Commissions hænder.

Aktien i DFDS stiger 1,5 pct. til 435 kr.

Lundbeck har indgået et strategisk forskningssamarbejde med det amerikanske biotekselskab Ossianix. Samarbejdet vil fokusere på to projekter, hvor det ene er rettet mod udvikling af biofarmaceutiske produkter til behandling af sygdomme i centralnervesystemet, mens det andet vil handle om smertebehandling.

Samarbejdet kommer præcis to år efter, at Lundbeck foretog en strategisk investering i Ossianix. Det fremgår af en meddelelse fra Ossianix.

Lundbeck hæver sig 0,3 pct. til 139,5 kr.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder