Aktierne taber pusten efter salg af futures - bureau

Udgivet den 10-04-2014  |  kl. 12:16  |  

Det danske og de europæiske aktiemarkeder tabte pusten torsdag formiddag kort før klokken 11, hvor de toneangivende indeks pludseligt mistede højde. Handlere, som Ritzau Finans har været i kontakt med, har ikke umiddelbart kunne sætte fingeren på, hvad der har udløst salgsordrerne.

Ifølge Nyhedsbureauet Reuters snakkes der dog i handlerkredse om, at et større salg af Euro Stoxx 50-futures, kan have udløst nedturen. Dertil kommer svage tal for industriproduktionen i Frankrig og Italien, der dog allerede kom til markedets kundskab kl. 8.45 og 10.

Herhjemme ligger C20 Cap-indekset ved 12-tiden 0,2 pct. lavere i 753,34. Kort inden markedet slog bak lå indekset lige over niveau 759. Euro Stoxx 50-indekset falder 0,8 pct. under 20 pct. større omsætning end normalt.

En handler siger til Reuters, at volumen generelt er lav, så enhver ordre, der har noget størrelse, kan få markedet til at vende rundt. Hvis der derfor handles tungt i Euro Stoxx 50, kan det få betydning for de øvrige europæiske indeks.

En dansk handler vurderer desuden over for Ritzau, at svage kinesiske handelstal kan have naget investorerne. Den kinesiske eksport og import faldt i marts, og det kan være medvirkende årsag til, at råvareaktierne er den branche, der klarer sig tredjeværst i Europa. Bilproducenterne får de største skrammer, herunder i særdeleshed Euro Stoxx 50-medlemmet Daimler, mens forsyningssektoren er den branche, der tager næstmest på vej.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder