Aktier/tendens: Ørsted får sænket anbefalingen i stille ugestart

Nyt fra analysehusene bryder stilheden på ugens første dag, hvor Ørsted har fået sænket sin anbefaling til neutralt territorium, mens Bang & Olufsen har fået skruet op for sit kursmål.
Den fredelige ugestart følger en tumultarisk uge, hvor særligt aktiemarkederne har levet på USA's præsidents, Donald Trumps, lunefulde nåde. Sidste uge var det særligt Canada, der var i præsidentens sigtekorn.
Det lagde pres på det globale aktiemarked - også det danske, der dog fik lidt opbakning af Tysklands ambitiøse investeringer i industrien. Fredag resulterede det i et plus til C25-indekset på 1,3 pct. til 1769,52.
Ugen ser ud til at fortsætte med den gode stemning om end i lidt lavere gear. Futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er en god indikator for den danske udvikling, stiger mandag morgen 0,2 pct. Mere dystert ser det ud i USA, hvor tømmermændene ser ud til at have ramt efter en stærk ugeafslutning. Futures for de toneangivende aktieindeks falder op mod 0,6 pct.
Opturen fredag fulgte udsigten til, at en delvis føderal nedlukning ville blive afværget, efter at minoritetsleder Chuck Schumer fra Demokraterne havde udtrykt, at han ville stemme for Republikanernes budgetforslag. Forslaget blev formelt stemt igennem efter amerikansk børslukning.
AMERIKANERNE HÆNGER MED MULEN
Mindre positivt for aktierne var det fredag, at en ny opgørelse for forbrugertilliden fra University of Michigan viste et chokdyk i marts. Det er blandt andet en forventning om højere inflation i fremtiden, der trykker hos amerikanerne og sendte tilliden ned til laveste niveau siden november 2022.
Indekset dykkede overraskende til 57,9 fra 64,7 måneden før, mens økonomerne havde ventet et fald til 63,0.
Mandag venter nyt om tilstanden hos de amerikanske forbrugere, når der i eftermiddag offentliggøres detailsalg for februar. Her venter økonomerne en fremgang på 0,6 pct., efter at salget skuffede i januar med et dyk på 0,9 pct.
I Sydbank tilskriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel særligt Donald Trumps skiftende toldmeldinger som årsag til nedgangen i januar.
ØRSTED FÅR SÆNKET ANBEFALINGEN
Ørsted har fået sænket anbefalingen hos det amerikanske børshus Bernstein, der dog ser et uændret kurspotentiale i aktien.
Anbefalingen hedder nu "market perform" fra tidligere positive "outperform". Imens er kursmålet på 395 kr. fastholdt, viser data fra Bloomberg News.
Fredag lukkede Ørsted 0,1 pct. lavere i 320 kr., og børshuset ser således et potentiale på omkring 23 pct. i aktien.
Uden for C25-indekset er der nyt til Bang & Olufsen, hvis kursmål er blevet skruet op til 15 kr. fra 12 kr. hos den svenske investeringsbank Carnegie.
Anbefalingen "køb" gentages.
Bang & Olufsen faldt fredag 2,8 pct. til 13,30 kr.
ZEALAND PHARMA GENNEMFØRER INDRULNING TIL STUDIE MED PETRELINTID
Zealand Pharma, der sidste uge annoncerede et partnerskab med schweiziske Roche om vægttabskandidaten Petrelintid, har gennemført indrulleringen af patienter til fase 2b-studiet Zupreme-1.
Det oplyser biotekselskabet mandag morgen.
Studiet, der skal måle effekten af en ugentlig dosis af Petrelintid, ventes startet i første halvår af 2025. I studiet vil der blive afprøvet fem forskellige doseringer, og studiet vil løbe over 48 uger. I alt 480 deltagere på tværs af 33 lande er blevet indrulleret.
Aktien i Zealand Pharma bakkede fredag 2,7 pct. til 585,50 kr. Onsdag steg aktien imidlertid 37,9 pct. - den største endagsstigning i C25-indeksets historie - efter nyheden om partnerskabet med Roche.
NYT TIL BANKERNE
Også Danske Bank og Ringkjøbing Landbobank er stået op til analysenyt fra kollegaen Nordea, der ser positivt på de to bankaktier - begge får fortsat anbefalingen "køb".
Danske Banks kursmål er løftet til 275 kr. fra 260 kr., og Ringkjøbing Landbobank har fået hævet sit ilt 1340 kr. fra 1270 kr.
Aktien i Danske Bank steg fredag 1,4 pct. til 238,80 kr., mens Ringkjøbing Landbobank øgede 1,3 pct. til 1204 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›