Asien: Pæne kinesiske data trækker bred fremgang i markedet

Udgivet den 17-03-2025  |  kl. 06:33  |  

Stærke data for det kinesiske detailsalg og for industriproduktionen er mandag morgen med til at sikre fremgang blandt de asiatiske aktier.

I USA falder futures klart efter et pænt comeback fredag, hvor aktierne blev sendt i vejret trukket af de store teknologinavne - grundet blandt andet lettelse over, at Senatet har fået stemt en ny budgetaftale igennem, der sikrer, at amerikanerne undgår en delvis nedlukning af det føderale regeringsapparat.

I Kina steg detailsalget i februar med 4,0 pct. sammenlignet med samme måned året før, mens økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet en lidt mindre fremgang på 3,8 pct.

Samtidig viste et andet tal, at industriproduktionen i januar og februar er steget med 5,9 pct. sammenlignet med de samme to måneder af 2024. Her havde økonomerne regnet med 5,3 pct.

Ud på eftermiddagen vil det kinesiske myndigheder desuden afsløre flere detaljer om planlagte tiltag for en stabilisering af aktie- og boligmarkedet og en forøgelse af lønningerne og fødselsraten, oplyser Bloomberg News.

- Kinas seneste tiltag forstærker tanken om, at et løft af forbruget er en topprioritet, siger Charu Chanana, der er chefinvesteringsstrateg hos Saxo Markets, til Bloomberg News.

- Det kan være med til at gøre stigningerne i det kinesiske marked, vi har set i år, og som primært har været trukket af teknologi, bredere, fortsætter hun.

Shanghai-indekset stiger mandag med 0,2 pct., men fremgangen i Hang Seng-indekset i Hongkong er noget mere udtalt med 1,1 pct.

På det øvrige asiatiske marked er der også klar fremgang i Japan, hvor Nikkei-indekset løftes med 1,3 pct., og Topix-indekset stiger 1,4 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +1,3%
Topix +1,4%
Hongkongs Hang Seng +1,1%
China Shanghai Composite +0,2%
China CSI 300 -0,2%
Taiwan Taiex +0,9%
Sydkoreas Kospi +1,5%
Indiens BSE Sensex +0,3%
Singapores STI +0,7%
Sydney ASX 200 +0,8%

Indeksværdi klokken 06.15.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯