Aktier/tendens: Ambu og Nordea stjæler scenen med tal - Netcompany fortsat i fokus

Udgivet den 30-01-2025  |  kl. 08:07  |  

Ambu og Nordea løber med opmærksomheden torsdag morgen, hvor begge selskaber har leveret regnskab. Ambu har bekræftet en tidligere positiv melding, mens Nordea som ventet har leveret et rekordregnskab.

Også Ørsted kan se frem til lidt af spotlyset, da selskabet sammen med en polsk partner har besluttet at opføre havvindparken Baltica 2. Hertil har Carnegie sænket kursmålet for aktien.

Uden for C25-indekset er det særligt Netcompany, der endnu engang vil være i søgelyset. Investorerne blevet taget på sengen mandag, hvor regnskabet fra it-selskabet endte med at koste 17 pct. på kursen, og nu har analytikerne så haft tallene gennem deres regneark og giver justeringer.

Rentetemaet er desuden højaktuelt på ny torsdag, hvor Den Europæiske Centralbank ud på eftermiddagen afslutter sit rentemøde og ventes at sænke renten. Det sker dagen efter, at den amerikanske pendant, Federal Reserve, helt som ventet holdt fast i sit renteniveau.

I USA såvel som i Europa er handlerne dermed ekstra opmærksomme på de ord, som centralbankcheferne knytter til rentebeslutningerne, da de har afgørende betydning for resten af året.

NORDEA KAN STIGE

Nordea har leveret endnu et rekordregnskab på linje med forventningerne i markedet, hvilket kan føre til en lille stigning i torsdagens aktiemarked.

Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen efter den fællesnordiske storbanks regnskab for fjerde kvartal.

- I store træk på linje med det, der var ventet, men jeg bemærker mig lidt stærkere kerneindtægter end forventet, udtaler Sydbanks senioranalytiker, der generelt ser regnskabet som flot.

Han henviser blandt andet til bedre end ventede nettorenteindtægter, der er faldet 5 pct. i fjerde kvartal til 1,85 mia. euro, samt gebyrindtægter, der er steget 8 pct. til 825 mio. euro.

Til gengæld trækker handelsindtægterne lidt ned, mener han.

AMBU BEKRÆFTER TAL

Ambu har torsdag morgen sat tal på sit første kvartal, der foruden en fordobling af bundlinjen blot bekræftede foreløbige tal, som blev sendt ud tidligere på måneden.

Regnskabet bød på vækst fra top til bund, når der sammenlignes med første kvartal året før. I perioden solgte Ambu for 1510 mio. kr. mod 1254 mio. kr. for et år siden, og bundlinjen fordobledes til 183 mio. kr. fra 92 mio. kr.

Aktien steg onsdag 2,3 pct. til 139,40 kr.

ØRSTED OG NOVO FÅR LAVERE KURSMÅL

Ørsted og den polske partner PGE har truffet endelig investeringsbeslutning om havvindmølleparken Baltica 2. Havvindmølleparken får en kapacitet på 1,5 GW og ventes i drift i 2027.

Ørsted har hertil fået skåret sit kursmål til 350 kr. fra 460 kr. hos Carnegie, fremgår det af Bloomberg. Anbefalingen er fortsat "hold".

Aktien steg onsdag 0,7 pct. til 270,90 kr.

Også Novo Nordisk har fået finjusteret kursmålet hos investeringsbanken Carnegie, der dog fortsat ser stort potentiale i den danske medicinalaktie.

Kursmålet er nu 1024 kr. mod tidligere 1090 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

Aktien i Novo faldt onsdag 0,5 pct. til 607,70 kr.

Demant har omvendt fået løftet kursmålet til 300 kr. fra 280 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier. Anbefalingen af aktien gentages på "hold", og det nye kursmål indikerer et relativt begrænset potentiale på 3 pct. i forhold til lukkekursen onsdag, da aktien steg 1,1 pct. til 290 kr.

NETCOMPANY TAGES UNDER ANALYTIKER-LUP

It-selskabet Netcompany blev savet over efter sit regnskab tidligere på ugen, og det har siden fået analytikerne til at se nærmere på tallene og justere både kursmål og anbefalinger.

Hos Carnegie er anbefalingen sent onsdag sat op til "køb" fra "hold" af finanshuset Carnegie Group, fremgår det af Bloomberg News.

Kursmålet er sideløbende dog blevet sænket til 335 kr. fra 350 kr.

Citi har hertil sænket kursmålet til 320 kr. fra 350 kr., mens anbefalingen uændret er "neutral".

Aktien steg onsdag 5,2 pct. til 291,2 kr.

KONKURRENTNYT TIL MÆRSK

Hapag-Lloyd, der er konkurrent og inden længe alliancepartner for A.P. Møller-Mærsk, har torsdag leveret foreløbige tal, der lander lidt bedre end ventet blandt analytikerne.

- Stigningen kan primært henføres til højere transportmængder kombineret med en stabil gennemsnitlig fragtrate, der lå på 1492 dollar per teu (tyvefodscontainer red.) og dermed holdt sig på niveauet sidste år, skriver rederiet.

Mærsk B-aktien steg onsdag 0,2 pct. til 10.305 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder