Obligationer/middag: Renten siver op til amerikansk rentemeddelelse
Små rentefald præger onsdag middag obligationsmarkederne i Europa, herunder i Danmark, forud for resultatet af rentemødet i USA, som offentliggøres kl. 20 dansk tid.
I USA faldt renterne i den sene handel tirsdag, hvilket var med til at presse de europæiske renter lidt ned fra åbningen onsdag morgen.
Herhjemme er den tiårige danske rente ved middagstid faldet 3 basispoint til 2,23 pct., hvilket stort set er uændret i forhold til niveauet lige efter åbningen.
Resten af dagen kan markedet meget vel blive præget af afventende investorer frem mod resultatet af mødet den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
De fleste regner med, at Federal Reserve, der også kaldes Fed, fastholder renten på mødet.
- Der er til gengæld fokus på sandsynligheden for yderligere rentenedsættelser senere på året. Lige nu indpriser rentemarkedet rentenedsættelser på 50 basispoint i år, hvilket også er, hvad Fed forudså på rentemødet i december, skriver Jyske Bank i en kommentar.
Hos Jyske Bank er forventningen dog, at Fed i år kommer til at sænke renten med 75 basispoint. Banken kommer ikke med en renteprognose i denne omgang, så investorerne må nøjes med pressemeddelelsen fra Fed og centralbankchef Jerome Powells pressekonference.
- Vi venter, at Powell holder døren åben for en rentenedsættelse. Fed vil sandsynligvis indrømme, at inflationen ikke har været helt så stort et problem i andet halvår, som de frygtede på december-mødet. Samtidig ventes der en nedrevidering af jobvæksten fra april 2023 til marts 2024, og den ventes at gøre billedet af arbejdsmarkedet noget svagere, skriver Jyske Bank.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›