Aktier/tendens: Danske Bank står til opmærksomhed på ventet rolig dag

Udgivet den 04-07-2023  |  kl. 07:58  |  
Arkiv: Foto

Danske Bank, Tryg og DSV kan få opmærksomhed tirsdag, efter at analytikere har set nærmere på de tre aktier og skruet på kursmålet forud for åbningen.

Også Ørsted og Mærsk kan komme i søgelyset, efter at førstnævnte har udsigt til at få godkendt en skatterabat i USA, og sidstnævnte kan læne sig op ad markedsfremgang hos en konkurrent.

For det samlede marked er der udsigt til en mere stille dag, da tirsdagen bliver uden deltagelse fra amerikanerne, der fejrer USA's uafhængighedsdag.

Også nøgletalskalenderen er tæt på tom, og her kan investorerne primært orientere sig mod tyske eksporttal i morgentimerne og Nationalbankens valutareserve, der opgøres i eftermiddag.

Ser man på det tyske aktiemarked, indikerer DAX-futuren, der normalt er et godt pejlemærke for udviklingen herhjemme, en lille stigning på 0,2 pct. forud for åbningen.

Mandag faldt det danske eliteindeks, C25, 0,1 pct. til 1814,50.

DANSKE BANK FÅR HØJERE KURSMÅL

Kursmålet for aktien i Danske Bank er blevet løftet med 5 pct. til 200 kr. fra 190 kr. af den amerikanske investeringsbank Citigroup. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb", og det nye kursmål indikerer da også et potentiale på 18 pct. i forhold til lukkekursen mandag i 169,20 kr.

Tryg har omvendt fået sænket kursmålet for aktien til 192 kr. fra 200 kr. hos Barclays, mens anbefalingen uændret lyder "overvægt". Det fremgår af Bloomberg.

Aktien steg 0,2 pct. til 147,90 kr.

DSV har dertil fået løftet kursmålet for aktien til 1630 kr. fra 1580 kr. hos Goldman Sachs. Her er anbefalingen fastholdt på "køb". Det fremgår af Bloomberg.

Aktien faldt 0,2 pct. til 1430,50 kr. mandag.

ØRSTED HAR UDSIGT TIL SKATTERABAT

Lovgiverne i den amerikanske delstat New Jersey har mandag godkendt en ny lov, der giver Ørsted mulighed for at beholde alle de skatterabatter, som koncernens havvindprojekt Ocean Wind måtte modtage.

Det skriver Recharge News.

Vedtagelsen af loven mangler blot guvernør Phil Murphys underskrift, men han vurderes at være positiv, mens den nye lov omvendt kritiseres kraftigt af en af mindretallets delstatssenatorer, republikaneren Edward Durr.

Ocean Wind er et projekt med en kapacitet på 1,1 gigawatt, GW.

Ørsted-aktien endte uændret i 644,80 kr. mandag.

MÆRSK SER KONKURRENT STIGE

Mærsk kan se fremgang til de asiatiske konkurrenter inden for containertransport. Der er især fremgang hos kinesiske Cosco Shipping, hvis aktie løftes 4,5 pct. på børsen i Hongkong, efter at rederiet har fremlagt foreløbige tal for første halvår.

Nettoindtjeningen faldt i årets første seks måneder til 16,6 mia. yuan svarende til 2,29 mia. dollar, skriver Bloomberg News. Men selvom det er 74 pct. mindre end den tilsvarende periode sidste år, så har tallene rettet sig i andet kvartal og er landet over analytikernes forventninger. Det siger analytikere fra JPMorgan og Goldman Sachs efter offentliggørelsen af de foreløbige resultater.

Seneste opsving i spotfragtraterne giver en vis optimisme forud for højsæsonen, påpeger analytikerne ifølge Bloomberg News.

Mærsk B-aktien steg 3,6 pct. til 12.400 kr. mandag.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯