Aktier/tendens: Forsigtig start trods festfyrværkeri på Wall Street

Udgivet den 01-08-2024  |  kl. 08:28  |  

Der er lagt op til en forsigtig åbning på torsdagens danske aktiemarked, trods onsdagens feststemning på Wall Street, de endte dagen med solide plusser.

Den positive stemning blev slået an af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der fastholdt renten, men samtidig åbnede døren for en reduktion i september.

Der er fortsat ingen specielt vigtige danske regnskaber på programmet torsdag, mens de internationale markedet er præget fuldt drøn på regnskabssæsonen inden sommerferien rigtig sætter ind senere i august.

På aktiemarkedet i New York lukkede det brede S&P 500-indeks med et plus på 1,6 pct., og det techtunge Nasdaq sluttede med en stigning på 2,6 pct., mens der smalle Dow Jones-indeks måtte nøjes med en gevinst på 0,2 pct.

Børserne i Asien har været stærkt blandede med kraftige kursfald i Tokyo, mens de techtunge indeks i Taiwan og Sydkorea ligger lunt i svinget.

Og hvis de amerikanske aktieindeks følger indikationerne fra futuresmarkedet, bliver onsdagens udvikling fuldt op af nye stigninger på 0,2-0,7 pct., når markedet i New York åbner senere torsdag.

Mere lunkent ser det ud for de europæiske aktier. Futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er en god indikator for det danske marked, ligger med et fald på 0,2 pct.

Det danske C25-indeks lukkede onsdag 0,8 pct. højere i 2010,67.

Der er kun få nyheder omkring de danske selskaber, hvor dagens eneste regnskab er fra Banknordik, der har fremlagt halvårstal torsdag morgen.

Banken fik netto renteindtægter på 114 mio. kr. svarende til en stigning på omkring 10 pct., men det giver ikke anledning til ændringer i forventningerne til hele årets resultat.

Banknordik steg 1 pct. onsdag til 151 kr.

Novo Nordisk har overbevist en dommer ved en distriktsdomstol i USA om at afvise tre anklagepunkter i et søgsmål, hvor selskabet er anklaget for ulovlige aktiviteter for at øge antallet af udskrevne recepter på selskabets bløderprodukt Novoseven.

Novo Nordisk steg onsdag 1,7 pct. til 912 kr.

Carlsberg har fået nyt fra konkurrenten AB Inbev, der i andet kvartal har overrasket positivt på indtjeningen, mens volumenvæksten og omsætningen omvendt skuffede.

Navnlig det kinesiske marked har været en sten i skoen, idet omsætningen her faldt med tocifrede procenter. Det er den lange afmatning i den kinesiske økonomi, der får forbrugerne til at være tilbageholdende, også når det gælder premium ølmærker.

Carlsberg lukkede onsdag i 833,40 kr. efter et fald på 1 pct.

Der er en række kursmålsændringer, som kan få indflydelse på torsdagens marked.

Danske Bank har fået sat kursmålet op af den amerikanske finansgigant Citi Group.

Amerikanerne øger målet til 272 kr. fra 255 kr., mens anbefalingen fortsat lyder på "køb".

Danske Bank lukkede onsdag i 211 kr. efter et fald på 0,7 pct.

Transportselskabet NTG har også fået hævet kursmålet og her er det investeringsbanken Carnegie, der øger målet til 385 kr. fra 359 kr.

Anbefalingen "køb" gentages.

NTG dykkede 1,2 pct. onsdag til enslutkurs på 292 kr.

Kollegaen DSV har også fået hævet kursmålet, idet regnskabet i sidste uge har fået det franske finanshus BNP Paribas til at hævemålet til 1100 kr. fra 1040 kr. Det indikerer et negativt potentiale på 13 pct. i forhold til lukkekursen onsdag, men alligevel gentages anbefalingen "neutral".

DSV steg 0,3 pct. onsdag til 1264 kr.

Kabel og tråd-koncernen NKT kan få lidt påvirkning fra den italienske kabelgigant Prysmian.

Italienerne har opjusteret forventningerne til driftsindtjeningen efter en stærk udvikling i første halvår, hvortil kommer en hurtigere gennemførelse af opkøbet af Encore Wire end ventet.

I sidste uge opjusterede den franske konkurrent Nexans forventningerne.

Samtidig har NKT fået hævet kursmålet hos Nordea til 700 kr. fra 670 kr., mens anbefalingen "køb" bliver fastholdt.

NKT var blandt onsdagens vindere med en stigning på 2,7 pct. til 620,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab
11:58 Obligationer/middag: Renterne fortsætter nedad inden amerikansk jobrapport