Aktier/tendens: ISS øger udlodningen til aktionærerne i ventet positiv start

Udgivet den 22-02-2024  |  kl. 08:26  |  

ISS er i fokus torsdag, efter at servicekoncernen sat skub i udlodningen til aktionærerne med et aktietilbagekøbsprogram og et løftet udbytte i forbindelse med sin årsrapport.

Regnskabet er landet forud for en ventet positiv start på handlen torsdag. Her stiger futuren for det tyske DAX-indeks 0,7 pct., og i USA viser futures for de toneangivende aktieindeks en fremgang på 0,2-1,6 pct.

Fremgangen, der er stillet i sigte i USA, skyldes regnskabet fra teknologigiganten Nvidia, der trods høje forventninger formåede at levere et bedre regnskab, end markedet havde ventet sig.

Det danske C25-indeks faldt onsdag 0,2 pct. til 1893,27.

ISS ØGER UDLODNINGEN

Serivcekoncernen ISS leverede i andet halvår af 2023 blandede takter. For mens den organiske vækst var bedre end ventet af analytikerne, var både indtjeningen og den rapporterede bundlinje negativt påvirket af engangsomkostninger forbundet med frasalget af selskabets franske forretning.

Toplinjen voksede organisk med 8,1 pct. i andet halvår mod ventet 7,4 pct., mens driftsresultatet, EBITA, før særlige poster endte på 1945 mio. kr. mod anslåede 2045 mio. kr.

Overskuddet efter skat lød på 880 mio. kr. mod ventet 1278 mio. kr.

Mere entydigt positivt er det, at ISS vil sende flere penge tilbage til aktionærerne. Det sker i form af et udbytte per aktie på 2,3 kr. mod 2,1 kr. per aktie året før og et aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr.

I 2024 venter ISS en organisk vækst på 4-6 pct., en driftsmargin på over 5 pct. og frie pengestrømme for 1,8 mia. kr. Det er helt i tråd med servicekoncernens langsigtede målsætning.

ISS steg onsdag 1,7 pct. til 138,30 kr.

NYT BLANDT SIDEPAPIRERNE

Også uden for C25 er der torsdag flere regnskaber at tage bestik af.

Danske Andelskassers Bank har nemlig ligeledes fremlagt regnskab for 2023, der blev et rekordår for banken målt på basisindtjeningen og overskuddet før skat. I 2024 venter banken en tilbagegang på begge poster til henholdsvis 225-265 mio. kr. og 225-285 mio. kr.

Bankaktien steg onsdag 0,9 pct. til 11 kr.

MT Højgaard Holding venter i 2024 fremgang på både toplinjen og driftsposten.

Det fremgår af selskabets regnskab for 2023. Toplinjen ventes at vokse til 10.000-10.500 mio. kr. fra 9788 mio. kr. i 2023, mens driftsoverskuddet, EBIT, ses bedret til 400-425 mio. kr. fra 389 mio. kr.

I 2023 voksede bundlinjen dertil til 305 mio. kr. fra 231 mio. kr. året før.

Aktien bakkede onsdag 2,6 pct. til 133 kr.

Bioporto venter i 2024, at toplinjen vil vokse til 40 mio. kr. som følge af et øget salg af selskabets NGAL-test, der for alvor ventes at tage fart i anden halvdel af året. Det justerede driftsunderskud, EBITDA, ventes i niveauet 75-90 mio. kr. som følge af højere omkostninger forbundet med markedsføring og nye kliniske studier.

I 2023 landede omsætningen på 31 mio. kr. og det justerede driftsunderskud på 56 mio. kr., viser det foreløbige regnskab torsdag.

Biotekselskabet planlægger desuden salg af nye aktier for cirka 20 mio. dollar i 2024 og 2025.

Onsdag faldt Bioporto-aktien 3,1 pct. til 2,035 kr.

I dagens løb venter dertil årsregnskaber fra Cbrain og Hvidbjerg Bank, mens Noble først løfter sløret for udviklingen efter børslukning.

REGNSKABSEFTERSPIL

NKT har efter sit årsregnskabet onsdag fået hævet kursmålet hos flere børshuse, mens Danske Bank har sænket anbefalingen.

Den lyder nu på "hold" fra "køb", mens kursmålet hæves til 560 kr. fra 550 kr. Hos SEB er kursmålet hævet til 600 kr. fra 560 kr. af SEB, og anbefalingen "køb" gentages. Også Nordea har hævet kursmålet, der nu lyder på 580 kr. fra 530 kr. - ligeledes med anbefalingen "køb".

Kabelproducenten steg onsdag 6,4 pct. til rekordkursen 523 kr.

FLSmidth har efter sit endelige regnskab for fjerde kvartal og hele 2023 onsdag fået hævet anbefalingen og kursmålet hos ABG Sundal Collier.

Anbefalingen er nu "køb" mod tidligere "hold", og kursmålet er sat til 350 kr. fra 320 kr.

Aktien steg onsdag 5,0 pct. til 308,20 kr., da pengestrømmene viste sig bedre end ventet.

Better Collective og Brødrene A&O Johansen fremlagde begge årsregnskab med nyt om forventningerne til 2024 efter børslukning onsdag.

For sportsmediegruppen er der ventet tocifret vækst for både omsætningen og indtjeningen i indeværende år, mens A&O spår en tilbagegang som følge af lav aktivitet.

Better Collective faldt onsdag 2,9 pct. til 204,50 kr., mens A&O steg 0,1 pct. til 72,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯