Aktier/tendens: Let positiv start i tilbageholdende marked i vente

Udgivet den 06-07-2022  |  kl. 08:26  |  
Arkiv: Foto

Der er lagt op til mindre kursstigning på indeksniveau på det danske aktiemarked onsdag, hvis indikationerne fra udlandet slår igennem.

Investorerne vil dog sandsynligvis holde sig en del tilbage op til offentliggørelsen af referatet fra det seneste pengepolitiske møde i den amerikanske forbundsbank.

Herhjemme vil der være fokus på årsregnskabet fra B&O.

Det amerikanske aktiemarked faldt indledningsvist tungt tirsdag - op mod 2,2 pct. - men da renterne fulgte med ned, betød det, at vækstaktierne, som ellers også var indledt med minusser, vendte rundt og det brede S&P 500-indeks lukkede med et plus på 0,2 pct., mens Nasdaq blev trukket op med hele 1,8 pct.

Onsdag morgen indikeres igen en negativ åbning på Wall Street senere på dagen. Futures på de tre store indeks falder 0,5 pct.

De asiatiske aktiemarkeder har været stærkt negative onsdag morgen, men bruges den tyske DAX-future som strømpil for udviklingen i København, indikeres der en stigning på 0,6 pct. på børsen i Frankfurt, når det tyske marked åbner.

Det danske eliteindeks, C25-indekset, lukkede tirsdag med et fald på 0,2 pct. til 1596,03.

Den danske elektronikkoncern Bang & Olufsen har onsdag morgen afleveret årsregnskab. Efter nedjusteringen fra selskabet i maj var fokus særligt rettet mod prognosen for det nye regnskabsår for 2022/23.

Her venter B&O en omsætningsvækst på mellem minus 4 pct. og plus 5 pct., mens prognosen for driftsmarginen, EBIT, før særlige poster er på mellem minus 2 til plus 3 pct.

- Forventningerne til 2022/23 er dog behæftet med usædvanlig høj usikkerhed relateret til forbrugertillid på grund af høj inflation, stigende renter og krigen i Ukraine, som har øget risikoen for recession. Derudover er der øget geopolitisk usikkerhed og risiko relateret til nuværende og potentielle nye regionale COVID-19 nedlukninger særligt i Kina, skriver B&O i regnskabet.

Bang & Olufsen lukkede tirsdag i 13,72 kr. efter en stigning på 0,2 pct.

It-koncernen Netcompany og de andre danske vækstselskaber kan finde støtte fra stigende amerikanske teknologiaktier tirsdag aften, hvor fremgangen blev udbygget efter dansk lukketid på baggrund af faldende renter.

Netcompany tabte 1,3 pct. tirsdag, hvor aktien lukkede i 375,60 kr.

Cement- og mineudstyrsvirksomheden FLSmidth blev tirsdagens største taber i C25-regi, efter at forhøjet recessionsfrygt pressede priserne på industrimetaller markant lavere.

Prisen på kobber er fortsat ned henover natten, og i Australien ligger mineselskaberne Rio Tinto og BHP med tab på mere end 5 pct.

FLSmidth droppede tirsdag 4,7 pct. til en slutkurs på 165,15 kr.

SAS er fortsat i søgelyset, efter at det pressede luftfartsselskab mandag søgte om konkursbeskyttelse ved en domstol i USA med det håb, at det vil give mulighed for at gennemføre en rekonstruktion og redning af luftfartsselskabet.

Chefanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank betegner i dagens udgave af Børsen aktien som "værdiløs", men på fondsbørsen kunne man få 0,38 kr. for den ved lukketid tirsdag. Det var dog 9,8 pct. mindre end dagen før.

Malingsproducenten Flüggers kommende formand, Peter Korsholm, har tirsdag via selskabet Togu ApS købt aktier for godt 23 mio. aktier i koncernen. Togu ApS til en kurs på 461 kr.

Flügger lukkede i 461 kr. og dermed uden ændringer i kursen tirsdag, og det var da også koncernen selv, der solgte aktierne ud af egenbeholdningen.

Isoleringsvirksomheden Rockwool har fået reduceret kursmålet hos storbanken Barclays, der sætter målet til 1750 kr. mod hidtil 2000 kr. Anbefalingen er fortsat "ligevægt".

Tirsdag skar HSBC omkring 30 pct. af målet som blev sat til 2300 kr.

Aktien faldt tirsdag 0,2 pct. til 1589,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯