Aktier/tendens: Mærsk i fokus på opjustering og ALK på vækststrategi i ventet rød åbning

Udgivet den 04-06-2024  |  kl. 07:53  |  
Arkiv: Foto

Der kommer højst sandsynlig til at stå Mærsk som overskrift for aktiemarkedet tirsdag. En sen opjustering mandag bringer koncernen i fokus.

Også ALK kan tage opmærksomhed, da allergiselskabet er kommet med en langsigtet strategi "Allergy+" samt nye finansielle målsætninger frem til 2028, mens prognosen for 2024 fastholdes.

Og hos Torm har storaktionær solgt ud - igen.

Samlet peger det på en rød åbning, hvis retningen tages efter futures for det tyske DAX-indeks, der indikerer et fald på 0,2 pct. Også det store europæiske aktieindeks Stoxx 50 ligger lettere underdrejet.

Dermed kan det se ud til, at mandagens negative stemning, hvor eliteindekset, C25, faldt 0,3 pct. til 1976,60, fortsætter.

RATER RYKKER MÆRSK OP

Mens det var så som så med nyheder om selskaberne mandag, er det et anderledes sprængfyldt program, som investorerne kan se på tirsdag.

Den helt store kioskbasker må siges at være opjusteringen mandag aften fra Mærsk, der har løftet forventningerne til det underliggende driftsoverskud (EBITDA) med 3 mia. dollar svarende til 20,5 mia. kr. til nu 7-9 mia. dollar i 2024.

Forklaringen er de stigende rater på grund af forstyrrelserne i Det Røde Hav, og det er en kendt udvikling, hvorfor det ikke er den store overraskelse, at prognosen hos den danske containergigant løftes, er konklusionen hos Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker hos Sydbank.

- Det er ikke så overraskende. Det er alene en effekt af ratestigningerne, som er kommet så hurtigt på det seneste, og som hovedsageligt skyldes forstyrrelserne i Det Røde Hav. Det løfter indtjeningen ret solidt, siger han til MarketWire.

B-aktien i Mærsk faldt mandag 3,3 pct. til 12.055 kr. - men den amerikanske notering, der fik opjusteringen med, steg 3,7 pct. mandag aften. Mærsk-aktierne er den seneste måned steget med over en fjerdedel.

Mærsk har efterfølgende fået sat kursmål op med 29 pct. til 12.600 kr. af den svenske bank SEB.

ALK MED LANGSIGTET STRATEGI

Blandt sidepapirerne kom vaccineselskabet ALK-Abelló mandag aften med den nye strategi Allergy+, der får uddybende ord med på vejen på selskabets kapitalmarkedsdag tirsdag.

ALK har som mål i perioden frem til 2028 i snit at have en årlig vækst på mindst 10 pct. i salget. Samtidig holder koncernen fast i en tidligere målsætning om at løfte overskudsgraden (EBIT) til omtrent 25 pct. i 2025, men herefter er planen den, at indtjeningen skal vokse med samme hast som salget, hvorfor niveauet for overskudsgraden på cirka 25 pct. altså skal fastholdes frem til 2028.

Resultaterne af den forbedrede udvikling skal anvendes til at geninvestere i forretningen, og ALK-Abelló forventer i den henseende at være selvfinansierende. Koncernen regner samtidig med, at underliggende forbedringer over målet for overskudsgraden vil blive geninvesteret i de kommercielle aktiviteter.

En ALK-aktie steg 0,2 pct. mandag 152,90 kr.

For Genmab er der analysenyt, og kursmålet for den amerikanske notering af aktien er mandag blevet sat op med 6 pct. til 53 dollar fra førhen 50 dollar af finanshuset Truist Securities, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb" af analytiker Asthika Goonewardene. Det nye kursmål indikerer da også et potentiale på mere end 85 pct. i forhold til kursen i det amerikanske mandag, da aktien steg 2,2 pct. til 28,83 dollar.

Truist har haft en købsanbefaling af aktien i Genmab siden januar 2020, da kursen på aktien lå i 22,65 dollar.

STORAKTIONÆRER SÆLGER UD AF TORM

Og så har OCM Njord Holdings, der er indikrete ejet af Oaktree Capital Management, nu gennemført det annoncerede salg af næsten 7 mio. aktier i rederiet Torm.

Helt præcist er der blevet solgt 6.896.552 aktier i rederiet, og efterfølgende ejer OCM Njord Holdings 46,7 pct. af aktiekapitalen mod førhen lige nær 54 pct.

Aktien i Torm faldt fredag i sidste uge med 3,7 pct., da meldingen om det forestående aktiesalg blev offentliggjort.

Mandag tabte aktien 0,4 pct. til 253,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

06:32 USA/lukning: Marginale ændringer i futuresmarkedet inden jobrapport
06:30 Kalender med link - fredag den 5. juli
17:53 Ringkjøbing Landbobank får flere påbud efter tilsynsbesøg
17:49 Europa/aktier: Stigninger på britisk valgdag, men mest til tyske Continental
17:31 Fransk højreparti er langt fra flertal i meningsmålinger
17:15 Nvidia ses sælge for gigantisk milliardbeløb i Kina i år trods amerikanske restriktioner
17:05 Torsdagens aktier: Zealand igen i rekord i plusmarked med usikkerhed under overfladen
17:01 Torsdagens obligationer: Renten stod tæt på stille på fridag i USA og før jobrapport
16:32 Erhvervsorganisation frygter fiasko i historisk udbud for havvindmøller
16:02 Mærsk kan atter se fragtraterne stige: Vigtigt rateindeks er næsten firedoblet på et år
16:01 Noble/Sadif Investment: Hæver til "stærkt køb" fra "hold"
15:24 Norwegians børsværdi skrumper mere end 1,3 mia. kr. efter nedjustering
15:08 ECB's cheføkonom lufter bekymringer over høj inflation skabt inden for EU
14:59 Power tjener millioner igen - men omsætningen er faldet
14:22 USA/tendens: Lukket på grund af uafhængighedsdag - futures i overvejende plus
14:08 EU går videre med midlertidig told på kinesiske elbiler
14:07 Tørlastindeks falder for anden dag i træk
13:59 Frankrig indsætter 30.000 betjente i forbindelse med parlamentsvalg
13:54 Valuta: Mindre styrkelse af pund på valgdagen mens dollar svækkes
13:54 Dansk Vestas- og Siemens Gamesa-kunde afviser ikke køb af kinesiske vindmøller