Aktier/tendens: Mærsk, Novo og Vestas i fokus i ventet flad åbning

Udgivet den 04-01-2024  |  kl. 08:06  |  
Foto: Carlsberg

Der er udsigt til en afdæmpet åbning på det danske aktiemarked torsdag, hvor såvel A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk og Vestas kan komme i rampelyset.

Vestas har fået løftet sit kursmål hos SEB, mens Novo muligvis kan hente lidt inspiration i USA, hvor konkurrenten Eli Lilly steg over 4 pct. onsdag, efter at Bank of America udpegede aktien til sin foretrukne inden for sektoren.

Mærsk kan tage fokus, da containertrafikken fortsat udfordres i Det Røde Hav. Stigende fragtrater har sendt Mærsk til vejrs i den seneste tid, men den amerikanske storbank JPMorgan mener nu, at aktien nærmer sig sit potentiale og har skåret sin anbefaling til "neutral".

Samlet kan det pege på en flad åbning torsdag morgen, da den tyske DAX-future, der plejer at være en god indikator på udviklingen på det danske aktiemarked, indikerer et marginalt plus på 0,1 pct.

Jyske Bank vurderer, at markedet "trænger til en pause" efter en stærk aktiespurt i 2023.

- Markedet har både været overkøbt og stemningen har været for positiv. Geopolitiske spændinger er stadig i fokus, og en bombesprængning i Iran med 100 dræbte (ifølge Iran på grund af deres modstand mod Israel) løftede olieprisen til over 78 dollar, skriver banken torsdag morgen.

- Fokus i dag er på franske og tyske inflationstal som optakt til euroområdets inflationsdata i morgen, hvor jobrapporten i USA er et højdepunkt, skriver Jyske Bank.

Onsdag fik den 12 dage rekordlange stime med plusser for C25-indekset ende. Eliteindekset faldt 0,8 pct. til 1808,74.

CONTAINERFRAGT FORTSAT UDFORDRET

Efter kursstigninger på rundt regnet 30 pct. de seneste uger sænker den amerikanske storbank JPMorgan anbefalingen af aktien i Mærsk til "neutral" fra tidligere "overvægt".

Kursmålet er dog blevet hævet til 14.400 kr. fra 13.750 kr.

B-aktien i rederikoncernen steg onsdag 5,1 pct. til 13.575 kr.

Uroen i Det Røde Hav, hvor handelsskibe er blevet angrebet af Houthi-bevægelsen i Yemen, har sendt fragtraterne kraftigt i vejret - og rederiernes aktier er fulgt med op.

Torsdag har Mærsks asiatiske konkurrenter og branchefæller inden for containertransport solid vind i sejlene, hvor især de japanske rederiaktier er flyvende efter en længere nytårsferie. De stiger helt op til 8,2 pct.

Vestas har fået sat kursmålet op hos finanshuset SEB Markets til 255 kr. fra 210 kr., der gentager sin købsanbefaling.

Onsdag faldt aktien 3,5 pct. til 202,35 kr.

Også GN er blevet set efter - af Nykredit Bank, der har løftet kursmålet med 31 pct. til 230 kr. fra førhen 175 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb".

Det nye kursmål indikerer da også et potentiale på 35 pct. i forhold til lukkekursen onsdag, da aktien faldt 3,1 pct. til 170 kr.

PLUS TIL NOVO-KONKURRENT

Novo, der steg 0,9 pct. onsdag til 703,60 kr., kan konstatere, at koncernens store amerikanske konkurrent inden for både diabetes- og fedmebehandling, Eli Lilly, onsdag sluttede med et plus på 4,3 pct. i et ellers negativt amerikansk aktiemarked, hvilket sikrede aktien et topplacering i hovedindekset, S&P 500.

Årsagen var, at Bank of America udpegede Eli Lilly til sin foretrukne large cap-aktie inden for biotek og medicin i 2024, skriver Bloomberg News. Fokus vil ifølge analytiker Geoff Meacham fortsat være på GLP1-analogen Tirzepatid, der markedsføres under navnene Mounjaro og Zepbound til behandlingen af henholdsvis diabetes og fedme.

Blandt sidepapirerne har handelplatformen Boozt fået løftet kursmålet af Carnegie til 92,93 kr. fra 88,13 kr. Finanshuset gentager sin købsanbefaling.

Boozt faldt 2,2 pct. onsdag til 84,55 kr.

Og så har proteseproducenten Össur, der steg 1,1 pct. onsdag til 26,90 kr., fået skåret sit kursmål til 33 kr. fra 35. kr. af Nordea. Anbefalingen er fortsat "køb".

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: RFK som USA's sundhedsminister var gift for medicinalaktierne
17:07 Fredagens aktier: Nedtur til medicinalaktierne trak C25 i laveste niveau i år
17:00 Fredagens obligationer: Renten hoppede på stedet trods stærke tal fra USA
15:52 Forventninger dæmpes: Nu kun "fifty-fifty" om Fed sænker renten i december
15:39 USA/åbning: Kommentar fra Powell om renteudsigterne presser aktierne
15:08 Tørlastindekset Baltic Dry stiger for ottende gang på ni dage
14:00 USA/tendens: Powells rolige rentetilgang sender futures i rødt
13:55 DFDS-aktien i vejret efter alligevel at være kommet i mål med tyrkisk opkøb
13:16 Europa/aktier: Valg af vaccineskeptiker som USA's sundhedsminister tynger medicinal
13:14 DFDS køber alligevel tyrkisk virksomhed men på nye betingelser
13:07 SP Groups markante indtjeningsfremgang drevet af øget salg af egne varemærker
12:55 Trumps udnævnelse af kontroversiel sundhedsminister lægger pres på danske medicinalaktier
12:01 Obligationer/middag: Renten går et nøk ned inden amerikansk detailsalg
11:54 Aktier/middag: Bavarian får klø efter regnskab og kontroversielt ministervalg i USA
11:24 Efter en periode på sidelinjen anbefaler Danske Bank igen køb af NKT-aktien
11:12 Vi har rykket en del af julegaveindkøbene til andet kvartal siger MAtas-topchef
10:34 Bavarian Nordic løfter lidt af sløret for 2025: Har hentet ordrer for 2,4 mia. kr.
10:07 Topchef i Matas om omsætningsvækst: Flere nye varer, striber i Norden og hurtig levering
09:22 Bavarian dykker på bekymringer om 2025 og USA's nye sundhedsminister
09:20 Bavarian-aktie styrtdykker med 16 pct. efter regnskab og nyt fra USA